Roman »

Er roman-formatet blevet tidens get out of jail freecard sammen med taglinen “jeg har ret til min egen historie” i den litterære verden?

Vi husker alle for eksempel Thomas Bobergs Insula (selvsamme forfatter figurerer i øvrigt meget i denne historie) og Jespers Steins Rampen, og nu er denne roman så udkommet – inspireret af virkelige hændelser, som bagsideteksten fortæller.

Den handler om Edith. En tidligere pædagog på skolen, hvor Knuds børn går, der rækker ud til ham for at få gode råd om, hvordan hun får en fod indenfor i mediebranchen. Han kvitterer for henvendelsen ved at invitere hende hjem på kaffe. Kaffe bliver til vin. Vin bliver til flirt. Edith tager hjem. Der skete ikke mere. Men i Ediths hoved gjorde der. Hun bombarderer herefter Knud utrætteligt med beskeder, mails og opkald i et væk. Dukker op på hans adresse, kontakter hans arbejdsplads og folk han kender med sin version af sandheden. Og den stemmer ikke overens med Knuds.

Kvinden er tydeligvis meget ustabil og kan ikke kontrollere sig selv, og Knud bliver mere og mere desperat. Og tvivlende. Og fuld af skam. Han har selv lukket hende ind, men hvorfor vil hun ikke acceptere hans første høflige afvisninger? Hvorfor bliver hun ved? Stopper det nogensinde? Og hvor er hjælpen henne?

Det store spørgsmål er, hvorfor denne historie skal være en roman. Hvorfor ikke skrive en selvbiografisk fortælling eller behandle det journalistisk? Ingen ved det, men Knud Brix har valgt at skrive en roman. Hvilket han i øvrigt også tidligere har gjort om personlige oplevelser med udgivelsen Febertræet fra 2022. Det rejser interessante dilemmaer om, hvor meget af andres historie, man kan dele offentligt under dække af at være en roman. Men de dilemmaer og den diskussion kræver sit eget format. Og det her er en boganmeldelse af en roman.

Og med det afsæt må jeg bare sige, at det er en fremragende roman. Af flere årsager. For det første skriver Knud Brix vidunderligt. Bl.a. her i en samtale om jagt: ”Jeg sagde vist noget om, at jeg ikke fandt en pervers nydelse ved drabet, at jeg ikke var typen, der hev vingerne af insekterne som barn, men derimod i den overskridelse, som drabet er i sin purpurrøde irreversibilitet”.

Læs hele artiklen »