Hvis man ikke er tilfreds med sit liv, kan man jo skabe sig et bedre. I hvert fald virtuelt.

Det er udgangspunktet for Caro Claire Burkes Yesteryear, der allerede inden den udkom på dansk, blev omtalt vidt og bredt, efter sit indtog på de internationale bestsellerlister.

For hovedpersonen Natalie begynder det med et råd fra hendes mor. Da hun spørger, hvordan moderen holdt alt husarbejdet ud, da børnene var små, fortæller hun, at hun forestillede sig, at nogen iagttog hende. Et usynligt publikum, der så hende udføre de endeløse huslige pligter og heppede på hende undervejs. En måde at gøre en trøstesløs hverdag lidt mere udholdelig på.

Natalie tager idéen et skridt videre. Hun forestiller sig ikke et publikum, hun skaber et. Hun opretter en Instagram-profil og begynder at dokumentere det liv, hun gerne vil have andre til at tro, hun lever. Publikummet til hendes virtuelle drømmeliv bliver enormt, lige som afstanden mellem det og hendes virkelige tilværelse.

Og kontrasterne er til at få øje på. Vi får beskrivelserne af Natalies nøje iscenesatte opslag side om side med scenerne fra den virkelighed, de udspringer af. Forskellen er både komisk og temmelig brutal.

Forfatteren tager fat i et af de fænomener, vi elsker at hade i disse år: influencerne og deres polerede, iscenesatte liv. Men samtidig sender hun os tilbage til en tid før den digitale verden. Den fortid, som i dag ofte romantiseres som et modstykke til alt det, vi mener, sociale medier har ødelagt. Problemet er bare, at hukommelsen har det med at pynte på fortiden. Og denne roman leverer en ganske effektiv mavepuster til forestillingen om, at alting nødvendigvis var bedre dengang.

Undervejs folder bogen en hel buket af aktuelle tematikker ud: moderskab og kvindeliv, økonomisk afhængighed og konservative værdier, influencer-kultur, tradwife-bevægelsen, manosfæren og religiøs nostalgi. Det hele kredser om forskellen på det liv, vi lever, og det liv, vi gerne vil have andre til at se.

Caro Claire Burke skriver forrygende og med en sarkasme, der til tider er decideret ond i sulet. Natalie tænker de tanker, de fleste af os trods alt har pli nok til ikke at sige højt:

”Sådan nogle kvinder som Vanessa med dyre latex-pander og I’m with her-klistermærker på bilen? De anede ikke, hvad de ville have. De kunne ikke mobilisere en eneste principfast holdning, om de så fik den sprøjtet direkte ind i ansigtet.”

Det er groft, selvretfærdigt og enormt morsomt. Og netop Natalies nådesløse blik på andre mennesker er en stor del af bogens underholdningsværdi. Ingen går rigtig fri, heller ikke hendes eget ægteskab og sexliv, som bliver beskrevet med samme ubarmhjertige humor:

”Jeg var ikke forberedt på, at sex kunne føles og se ud som Calebs penis, som var fin i omkreds og længde, men slet ikke havde den kraft, der skulle til for at trænge ind i mig. Den lignede noget, der skulle have et viskestykke over sig og hæve i en time.”

Men mangler der lidt nuancer? Havde den givet endnu mere stof til eftertanke, hvis der var smurt bare en anelse tyndere på? I denne her form minder det mest af alt om satire, selvom det er nogle meget alvorlige emner, der behandles.

Romanen er skarp, velskrevet, virkelig morsom og flere steder overraskende ubehagelig.

Caro Claire Burke, Yesteryear, Gyldendal, oversat af Anne Matthiesen, september 2024, 434 sider.