Claus Lohman: Ligevægt
Jeg kan godt lide, når en dansk krimi ikke foregår i København. Danmark består trods alt af andet end brosten, havnebade og politifolk med udsigt til Christiansborg. Og denne gang går turen til grænselandet. I Claus Lohmans ”Ligevægt” bliver Stine Jørgensen og Marco Mortensen nemlig kastet ind i en mordsag i Padborg. Ved liget står en gammeldags vægt med offerets ring og en terning i skålene. Ret hurtigt står det klart, at nogen har et regnskab, der skal gøres op.
Det er en rigtig god begyndelse. Og Lohman skriver godt. Som læser bliver jeg trukket ind i historien, jeg føler hovedpersonerne som mennesker, og miljøet giver bogen sin helt egen identitet.
Lohman tilhører den gruppe af nyere danske krimiforfattere, der bruger forbrydelsen og kernehistorien som adgangsbillet til at sige noget mere. Undervejs får vi små besøg i danske hjem og liv, hvor nutidens problemer allerede lever. Det gør historien mere genkendelig. Og mere menneskelig.
Jeg har dog en lille bitte anke. Handlingen er egentlig ikke vanskelig at følge. Alligevel følte jeg mig enkelte steder mærkværdigt langt fra løsningen.
Mange krimier giver os små stykker af puslespillet undervejs. Her savnede jeg indimellem et par små brikker, et par bidder, der kunne holde mig til fadet. Ikke nødvendigvis de afgørende. Bare nok til, at jeg stadig kunne holde begejstringen. Det kæmpede jeg en lille smule med.
Men svarene kommer. Og jeg kedede mig bestemt ikke. Men rytmen kunne efter min smag have været lidt skarpere. Jeg indrømmer gerne, at andre læsere sagtens kan opleve det anderledes.
For ”Ligevægt” er grundlæggende en velskrevet og medrivende krimi med troværdige personer og et miljø, jeg meget gerne besøger igen.
Lohman fortæller en kriminalhistorie. Men han husker samtidig, at kriminalhistorier virker bedst, når de er fyldt med rigtige mennesker Det er denne historie.
Men jeg havde en god læseoplevelse, og jeg anbefaler gerne bogen.
Claus Lohman: ”Ligevægt”, Forlaget Brændpunkt, 365 sider, udkom oktober, 2026
Læs også:
