Kathrine Norsk
Navn: Kathrine Norsk
Født: 1993
Anmelder primært autofiktion og skønlitteratur, særligt social realisme, og en gang i mellem kan lidt sci-fi og magisk realisme også godt fange mig.
Hvad var den første bog du læste?
Min læselyst var stor den gang man gik op i Lixtallet i folkeskolen, men så forsvandt min interesse for bøgerne i alt for mange år. Den blev heldigvis genfundet, da jeg på min bachelor tog et fag om ‘World Travel Narratives’ og derfra har det stille og roligt taget fart. Når jeg tænker tilbage, er det faktisk historier om Storm Stine, Peter Pedal og Bimse og Goggeletten, som jeg tænker på, men det tæller ikke helt, da de var oplæst, som godnathistorier af min far.
Hvilken bog har betydet mest for dig?
Jeg har altid svært ved at begrænse mig til at enkelt svar. Men da jeg blev inviteret til receptionen på Debutromanen ‘På Bornholm må man græde overalt” af Martha Flyvholm Tode, resulterede det i, at vores venskab fik en genopblomstring. Mange år i udlandet, havde fået venskabet til at glide lidt ud i sandet. Bogen er ikke kun fantastisk og har resulteret i et dejligt venskab i dag, men Martha har også styrket min læselyst, og det var hende, der fik mig til at skrive min allerførste gæsteanmeldelse.
Hvilken bog gider du absolut ikke læse?
Jeg har bl.a. læst De af Helle Helle op til flere gange, og må desværre indse, at hendes forfatterskab ikke er noget jeg vil prioritere, selvom jeg virkelig gerne vil kunne lide hendes bøger.
Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
Nogle af de store klassikere, som Tolstoj f.eks. Krig og Fred eller Anna Karenina. Men jeg læser for det meste aktuel litteratur, og prioritere sjældent ‘de gode gamle’, selvom jeg egentlig har lyst til at læse dem.
Hvilken forfatter burde have Nobelprisen i litteratur?
Det har jeg svært ved at bedømme, men en bud kunne være Zoulfa Katouch for den skønlitterære roman “Så Længe Citrontræerne Gror” – en meget gribende fortælling om krigen i Syrien.
Anbefal en bog
Jeg kunne anbefale mange, men den første bog der poppede op i mit hoved, var Sofie Gevind’s Små Sorte Bokstaver. Det er en barsk men virkelig gribende autofiktion, som virkelig satte sig i mig.
