Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1881) er især kendt for hovedværkerne “Forbrydelse og straf”, “Idioten” og “Brødrene Karamazov”, som alle tæller iblandt mine absolutte yndlingsromaner.

Hans detaljerige socialrealistiske og psykologisk indsigtsfulde beskrivelser af den fattige storbyverdenens mange facetter er uovertrufne. Skyld, tro (og manglen på samme), kærlighed, had og straf, er de store styrende temaer, som på mange måder reflekterer forfatterens eget dramatiske liv.

Nu udgiver forlaget Sisyfos kortromanen “Netotjka Nezvanova” fra 1849, som er Dostojevskijs eneste værk med en kvindelig hovedperson og fortæller. Det er modigt af forlaget – så stor cadeau til dem herfra. Det samme til den nye letlæselige oversættelse samt det fremragende efterskrift af Tine Roesen, lektor i Russisk ved Københavns universitet og Dostojevski-forsker.

Romanen betegnes som ufærdig, for inden Dostojevski nåede at færdiggøre den, blev han arresteret, og sendt til en straffelejr i Sibirien, fordi han var i besiddelse af “revolutionære”, og dermed illegale, skrifter. Han blev dømt til døden, men benådet i sidste øjeblik.

Dostojevskij er født i Moskva og voksede op i et af byens fattigste kvarterer, hvor han på egen krop oplevede proletariatets elendige levevilkår. Den viden gør han stor brug af i “Netotjka Nezvanova”, der ligesom hans øvrige forfatterskab beskriver storbyens hierarkier på godt og ondt med det særlige Dostojevskiske fokus på “staklerne”, de allerfattigste.

Netotjka er en mærkelig skabning. Hun er både grænseløs, identitetsløs og – bliver i starten af romanen – forældreløs. Det er ikke til at finde ud af, hvad hun egentligt styres af. Først klynger hun sig til den ene – så til den anden.

En meget interessant metafor for, at fattige i datidens Rusland var identitetsløse, og måtte klamre sig til alle holdepunkter for at overleve. Jeg’et opløses af undertrykkelse og fattigdom.

Romanen starter med, at Netotjka giver en meget interessant, næsten forelsket, beskrivelse af sin usympatiske stedfar. Han er en falleret violinist, og ved romanens start bor familien i en af Sct. Petersborgs mest fattige kvarterer. Netotjkas mor prøver at holde familien ovenvande med forefaldende arbejde. Stedfaderen beskrives som doven, selvindbildsk og drikfældig. Men alligevel tegner Netotjka et et ret positiv portræt af denne stedfader, som hun beundrer og er meget fascineret af på trods af hans urimelige opførsel, som fører både til hans og moderens død. Han er hendes syge holdepunkt i et fortvivlet og usundt samfund. Det er hamrende uhyggeligt, og det løber en koldt ned ad ryggen. For hvor langt skal vi gå for at være til?

Efter forældrenes død kommer Netotjka i pleje hos to velstående familier – først hos en fyste, senere hos en velstående borgerfamilie. Derefter skildrer pigen, hvor vanskelig det er for hende at falde til i disse helt nye og anderledes omgivelser. Dette skift fra fattigdom til overklasse, giver Dostojevskij mulighed for at tegne et meget interessant og indsigtfuldt billede af de to vidt forskellige miljøer, romanen foregår i. Beskrivelsen af kvindernes situation lige fra den hårdtarbejdende mor til overklassens ret isolerede kvindeskikkelser, der ikke har ret meget råderum og er dybt afhængige af manden og hans luner, er gribende.

Romanen rummer mange indsigtsfulde, næsten dybdepsykologiske skildringer, men som der står i det fine efterskrift, kan den i enkelte passager virke næsten melodramatisk og højspændt. Dog står de forskellige psykologiske portrætter lysende klart ved bogens afslutning. Det er en roman, der absolut er værd at stifte bekendtskab med. Men start med de store værker først.

Fjodor Dostojevski, Netotjka Nezvanova, Forlaget Sisyfos, 272 sider, Februar 2024, oversat af Trine Søndergaard.