Det er en lettere tom fornemmelse jeg sidder tilbage med efter endt læsning af Sommerfugleøen. Bogen burde ellers have alt det, som jeg godt kan lide, når jeg har brug for lidt slik og -lystlæsning, ja bare en virkelighedsflugt, som ikke kræver det store af mig som læser, men jeg blev skuffet.

Oplægget er ellers fint. Vi har at gøre med en slægtsfortælling, hvor Diana efter grandtantes død går i gang med at grave i sin families historie. Der har altid ligget dette slør af hemmeligheder og fortielser over familien, men nu skal sandheden frem i lyset. Så vi er med Diana, da hun tager tilbage i tiden og besøger teplantagen i Sri Lanka, som tilhørte hendes familie i kolonitiden. I to spor, et nutidigt og et fortidigt, fortælles familiehistorien, som bærer på nogle grusomme skæbner og ulykkelig kærlighed, og hvor vi selvfølgelig også følger den kærlighedsfortælling, som Diana pludselig ser sig selv som hovedrollehaver i, da hendes hjælper i Sri Lanka er den meget charmerende historiker Jonathan Singh.

Så oplægget er fint, men hvor er det en kluntet omgang at læse. De første kapitler er meget rodede, og det er svært at holde styr på de mange forskellige karakterer. Tonen og sproget halter, og det hele bliver meget hakkende. Så kommer historien i gang, og det går over stok og sten. Til sidst går det også så hurtigt, at det virker som om, at nu skal bogen bare slutte. Som læser sidder man tilbage med en fornemmelse af at være efterladt alene tilbage med spor og ledetråde, som aldrig rigtig bliver forløst.

Jeg har læst Jasminsøstrene og lyttet til trilogien om Sophia og været godt underholdt, men her var jeg ved at give op. Sproget er meget usammenhængende, og det er med til at ødelægge læseoplevelsen, der er sætninger, som begynder et sted, men som aldrig får den konkluderende ende med sig, så man sidder lidt og tænker, hvad var det? Fx ”I de følgende dage forblev den høje temperatur, og af og til blev Victoria plaget af kulderystelser, men til sidst gav malariaen efter.” Det kan godt være, at vi skal vænne os til, at der anvendes AI til oversættelser, og at det hele skal gå så hurtigt, men jeg er ærgerlig over, at denne roman ikke er blevet ordentligt gennemlæst inden udgivelse, og at jeg har brugt læsetimer på noget, som var så dårligt gennemarbejdet, øv!

Corina Bomann, Sommerfugleøen, bearbejdet af Lars Onslev for Nuanxed, Cicero/Gyldendal, 2026, 456 sider.