Virginia Roberts Giuffre: Nobody’s girl
Du hører navnet Epstein og tænker måske mest storpolitik og hemmelige filer, og hvilke celebre navne, der er involveret. Men bag den sensationelle mediedækning findes menneskelige skæbner, hvis liv er ødelagte af magtfulde menneskers lemfældige omgang med og syn på andre mennesker.
Kritikere af ofrene vil mene, at de unge piger indgik i de her transaktionelle relationer med åbne øjne. Et liv på første klasse mod kødelig fakturering. Virginia Giuffre var en af de mest markante stemmer i anklagerne mod Epstein og Maxwell og hun endte med at betalte den ultimative pris.
I denne fortælling deler hun, hvordan hun, i håbet om en bedre tilværelse, endte med at lade sig hverve til at stå til rådighed for en mand og hans entourage 24/7 og hvordan hun i en slags Stockholm syndrom ender med at hige efter den bekræftelse, hendes overfaldsmænd giver hende.
Bogen er et rørende og vigtigt vidnesbyrd fra et menneske, hvis skæbne, sammen med mange andres, er druknet i storpolitik og tabloid dækning. Jeg synes, den er vigtig, og den bør lære os om de historiske fejltagelser, vi som samfund aldrig må vende det blinde øje til igen.
Det er en grusom bog, der kan komme til at hjemsøge dig. Forhåbentlig vil den hjemsøge de mennesker, der forblændet af rigdom og magt, så stille til, mens en masse meget unge kvinders liv blev ødelagt af magtfulde mænds syge trang til at herske og dominere.
Hvad skal vi bruge sådan en bog til? Til at slukke vores tørst for sladder og tale om hvilken “kendt premierminister”, der nær tog livet af hende i sin syge sexleg?
Nej. Vi skal bruge den til at forstå ofrene. Hvorfor de ikke sagde fra. Og hvordan vi kan beskytte dem i fremtiden.
Hænger historien supergodt sammen alle steder og er den logisk opbygget og fortalt? Ikke helt. Kan man som læser beslutte sig for nidkært at udpege steder med manglende kongruens? Ja da. Det vil jeg dog ikke gøre. Jeg vil anbefale dig at læse den, tale om den og på den måde lade ofrene komme til orde.
Virginia Roberts Giuffre: Nobody’s girl, Gyldendal, december 2025, oversat af Carsten Norton, 392 sider.
