Ren hjerne og intet hjerte. Det er sjældent, jeg læser en bog der på samme tid er både utrolig velskrevet og utrolig ligegyldig.

M er skuespiller og har siden barndommen levet med berømmelsens pris – og dens glæder i form af rigdom og adgang til samfundets goder. Den unavngivne og noget problematiske fortæller vil skrive hendes biografi, og får lov til at mødes med hende et par gange.

Derfra løber romanen i to spor, hvor vi dels følger M i hendes luksuriøse hverdag med hendes forsøg på at holde fast i sig selv og dels forfatterens mange problemer. Begge dele fortælles med et blik udefra, med fokus på interiør, udseende, arkitektur og indretning. Det er helt blottet for energi og nerve.

Jeg forstår godt intentionen med at vise berømmelsens (og tilværelsens) ulidelige lethed og tomhed, men Cusk er bare ikke nogen Kundera og selvom der burde være stof til både følelser og personlighed, så det hele så koldt og distanceret, at jeg faktisk hverken kan mærke fortælleren eller M selv.

Undervejs bliver jeg i tvivl om, hvorvidt dette er en nøgleroman hvis referencer bare går hen over hovedet på mig, men uanset om det er sandt eller ej, så mislykkes projektet når ordene ikke bevæger sig fra min hjerne og ned i mit hjerte.

Rachel Cusk: M’s liv. 203 sider, Gyldendal. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen, udkom 27. august 2026