// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Allen Levi: Theo af Golden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Amerikansk, Feel good, Roman

Allen Levi: Theo af Golden

Skrevet af den 17. oktober 2026 – 05:31Ingen kommentarer

Her har vi noget så sjældent som en roman om, hvad menneskelig godhed kan. Om at turde tage imod, når et menneske rækker hånden ud af venlighed. Alt i alt en hjertevarm fortælling, om Theo, en ældre herre, der kommer til Golden og opdager 92 portrætter af borgere på den lokale cafe.

Portrætterne er udført af en lokal kunstner, og de fanger Theo ind. Han ser fortællinger om mennesker i dem og beslutter sig for at købe tegningerne én efter én og levere dem til de portrætterede. De skal tilbage til deres retmæssige ejere. Han kontakter dem med fint skrevne og meget empatiske breve. På trods af, at flere er skeptiske over at skulle mødes med en ukendt mand, som vil forære dem noget, lykkes det Theo at få kontakt og føre lange samtaler om liv og eksistens med mange af de portrætterede.

Forfatteren formår at skabe en følelsesfuld stemning fuld af ømhed over for de mennesker, vi møder. Theo er virkelig venlig og et godt menneske. Men han er også privat, man ved ikke hvorfor han er kommet til Theo, han er rig, og man fornemmer, at der er hemmeligheder. Hans eget liv også rummer en spændende fortælling, men sløret løftes først ved romanens slutning.

Der er mange og lange refleksioner, og Theo er en særdeles klog mand. Det får vi i den grad indsigt i, når han folder sig ud om blandt andet musik og kunst. Han har også en helt uovertruffen evne til at få modtagerne af tegningerne til at tale. Der er nærmest ikke den hemmelighed, de ikke er parate til at afsløre.

Det bliver en smule utroværdigt, at man sådan bare krænger sit inderste ud, og desværre kommer der en noget belærende moraliseren undervejs. Kombineret med at handlingen skrider meget langsomt frem, går pusten af ’Theo af Golden’.

Bogens plot er for tyndt til en så lang og omstændelig omgang, og der burde have været en langt strammere og mere kritisk redigering af de mange sidespor, vi bliver ledt ud på. Det er ærgerligt, for der er bestemt noget fascinerende over at møde Theos godhed, og se hvordan andre reagerer i den usædvanlige situation.

Allen Levi: Theo af Golden. People’s Press. 475 sider. Oversat af Agnete Dorph Stjernfeldt. September 2026

Der er lukket for kommentarer.