Roman

Vigdis Hjorth: Det gode menneske i Sandvika

”Jeg havde det jo ambivalent med at blive regnet for stamkunde på en pub med det klientel. Hvad lavede jeg der? Når skammen meldte sig, som den gjorde med jævne mellemrum, sagde jeg til mig selv at jeg lavede Research. Vidste godt det var løgn, men hvad så.”

Et brunt værtshus i Sandvika er omdrejningspunktet for Vigdis Hjorths roman Det gode menneske i Sandvika, og nærliggende er det at spørge, hvem er så dette gode menneske? Som det fremgår af citatet, så anser forfatteren i hvert fald ikke sig selv som værende dette menneske. Forfatteren som vi møder ynder at komme på det brune værtshus. Hun har fundet sig et godt bord lidt for sig selv, hvor hendes hund kan ligge for hendes fødder, og når hun har fået skænket i sit glas, kan hun være meget produktiv siddende der i værtshuset anonym samtidig med at være genkendt. Hun kan være en del af noget, samtidig med at hun tager lidt afstand fra det hele.

Igennem hendes besøg på det lille værtshus tæt på stationen, får vi kendskab til værtshusets klientel, der er stamgæsterne, dem som lige kommer ind for at slå lidt tid ihjel inden næste tog, og der er dem, som kommer for en sjov aften i byen. Men når man sådan jævnligt frekventerer værtshuset, ender man med selv at blive en del af dets inventar, og uden at forfatteren selv helt registrerer det, begynder hun at holde øje med, hvem der kommer og hvornår. Hurtigt begynder hun at kære sig om dem. Så er der kærestesorg, opbrud med familie, socialstøtten som ikke er gået ind, og hun sidder der ved sit bord med sit på det tørre. Hun bliver især optaget af den unge kvinde Ada, som hver lørdag sidder og holder øje med lottotrækningen.

Det gode menneske i Sandvika er en dejlig bog, som på en fin og nænsom måde fortæller om de relationer, som kan opstå, hvor man mindst venter det, hvor et tomt bord kan ryste en, for hvad er der sket? Hvor det at vinde i lotto kan ændre ens status og andres øjne på en selv, – og hvad gør man så med det?  Det er også en fortælling om, hvornår man som menneske er god. Er det, når man gør gode gerninger og hjælper andre, eller når man gør noget godt for sig selv?  – og hvem bestemmer egentlig, hvad det gode er?

Til sidst er jeg nødt til at komme med et skud ud til Stian Hole, som har lavet bogens omslag, som meget enkelt er dette hvide vinglas, hvor titel og forfatter løber inden i, for som man siger: ’in vino veritas’, – i vinen er sandheden. Nogle gange er sandheden ildehørt, eller den er svær at acceptere, for man bryder sig ikke om, hvad det er, sandheden fortæller.

Vigdis Hjorth, Det gode menneske i Sandvika, på dansk ved Charlotte Jørgensen, Lindhardt og Ringhof, 2026, 146sider.

Nyt fra Bogblogger.dk

Krimi

David Garmark: Tvedelt

David Garmark har høstet flere fine anmeldelser af sin serie om den pensionerede retsmediciner Walther Brink, som med en vis skepsis bliver…