Laura Ringo har skabt en ny genre: boligerindringer. I Nogen der kender nogen tager hun udgangspunkt i sit eget liv og sine mange flytninger for at fortælle om et boligmarked, der ikke bare afgør, hvor vi bor, men også er med til at forme vores liv, relationer og muligheder.
Jeg skulle lige vænne mig til Ringos mere alvorlige og selvbiografiske stil. Den ligger et stykke fra det, jeg tidligere har læst af hende, hvor humor og absurditet ofte er i højsædet, og hvor hun gerne udfordrer grænserne. Her er der mindre leg og mere på hjerte. Bogen føles nærmest som et manifest om boligmarkedets betydning for uligheden i samfundet, men også som et personligt tilbageblik på Ringos eget liv.
Flytningerne og boligsituationen danner rammen om fortællingen, men undervejs handler det mindst lige så meget om relationer og ikke mindst om venners betydning. Som en del af samme generation som Ringo kunne jeg genkende meget af det, hun beskriver. Det var dog ikke altid entydigt en styrke. Indimellem blev jeg i tvivl om, hvorfor netop hendes livshistorie skulle fortælles. I stedet tror jeg at andre generationer vil finde indblikket i hendes opvækst mere interessant.
Når det er sagt, fejler Ringos skrivestil aldrig. Hun skriver med pondus, og der er både engagement og opråb i teksten. Samtidig insisterer hun på, at boligmarkedet ikke kun er et emne for avisernes debatindlæg og politiske diskussioner. Det er en grundlæggende del af vores liv, som påvirker, hvor vi kan slå os ned, hvem vi har omkring os, og hvilke muligheder vi får.
Nogen der kender nogen er en anderledes og atypisk bog i Ringos forfatterskab. Jeg skulle lige finde mig til rette i den nye stil, men hun formåede at holde min interesse hele vejen. Og selvom jeg ikke var lige grebet af alle dele af hendes personlige fortælling, synes jeg, hun sætter fokus på et vigtigt emne, som fortjener at blive behandlet også uden for debatspalterne.
Laura Ringo, Nogen der kender nogen, Apha forlag, 277 sider, august 2026
