Rasmus Sinding Søndergaard: Alliancens kollaps. Hvordan USA og Europa gled fra hinanden gradvist og pludseligt
Det er næppe forbigået manges opmærksomhed, at der er sket noget drastisk i relationen mellem Europa og USA efter, at Donald Trump indtog det magtfulde præsidentembede. Trusler om at overtage Grønland og forlade NATO, opbakning til Rusland i krigen mod Ukraine, indblanding i valg med støtte til yderligtgående højreradikale partier og kritik af flere landes ledelse er klare vidnesbyrd, for bare at nævne nogle eksempler.
Så der går rystelser gennem den alliance, der har stået så stærkt efter 2. verdenskrig, under den kolde krig og ved Sovjetunionens kollaps. Og det er fristende at se Trump som skurken, der har revet noget stærkt og unikt i tusinde stykker. Men udviklingen kan ikke alene forstås og forklares ved at se på hans embedsførelse og konfrontatoriske stil. Det står lysende klart efter læsning af ”Alliancens kollaps”, som ud fra et historisk perspektiv viser, hvordan afstanden mellem USA og Europa har været voksende i mange år. Der har været uenighed om finansieringen af NATO stort set fra organisationen blev født. Der har været skepsis og kritik af det internationale samarbejde og de regler, som er sat op. Der har været ballade om Irakkrigen og kritik af USA’s måde at bruge sin magt og indflydelse rundt omkring i verden.
Selv under mange europæeres yndlingspræsident Barack Obama blev der stillet krav om, at Europa skulle kunne mere selv og reducere sin afhængighed af USA, ikke mindst hvad angår forsvar og militær.
Med denne udvikling in mente, vil problemerne ikke blive løst, når Trump, hans stab og ministre er fortid, skriver bogens forfatter. Vores alliance og værdifællesskab med USA kan ikke længere betragtes som en selvfølge. Der er ganske enkelt vigtigere ting for USA, ikke mindst relationen til og konkurrencen med Kina.
I Sinding-Søndergaards optik virker bruddet definitivt. Men tør man håbe på, at der kan pustes nyt liv i båndene på tværs af Atlanten og måske opstå nye samarbejder og alliancer? Situationen lige nu med den mentalt forstyrrede og dybt korrupte Trump er helt særlig. Der må indfinde sig en større fornuftsbaseret orden i det amerikanske regeringsapparat, når der kommer en ny ledelse. Men alligevel, forventningen om, at USA altid bare vil stille op, må være grundstødt, og derfor er der al mulig god grund til at Europa er begyndt at tage større ansvar for sin egen sikkerhed og selvstændighed.
Rasmus Sinding Søndergaard: Alliancens kollaps. Hvordan USA og Europa gled fra hinanden gradvist og pludseligt. Politikens Forlag. 154 sider. Oktober 2026
