Tessa Hadley: Festen
En gedigen novellesamling fra Tessa Hadley, det er det, Festen er. Og som det ofte er til fester, så er der forskellige stadier. Der er tidspunkter, hvor nye indsigter indfinder sig. Der er tidspunkter, hvor forholdet mellem kønnene ikke nødvendigvis er særlig kønt, og der er tidspunktet, hvor man skal kende sin besøgelsestid og tage hjem.
Sådan er det nok også lidt med denne samling, den bliver lidt ujævn. Vi bliver præsenteret for ni meget forskellige noveller både i temaer og længde, men hele vejen igennem handler de om de menneskelige relationer. Vi er med, da en kvinde skal finde sine ben at stå på efter mandens død, hvor hun er efterladt med to døtre. Vi er med til festen, hvor uskylden forsvinder, og hvor drømmen om frihed viser noget andet, end det man troede.
Jeg var godt underholdt med novellen Bortførelsen, hvor en ung pige, som keder sig bravt på ferien med familien, bliver bortført af unge fyre, som kommer kørende forbi i en åben bil. Det udvikler sig til en lille forelskelse, og for pigens vedkommende et lille blik ind til en begyndende seksualitet og forbudte og ukendte følelser. Og efter endt læsning stiller man spørgsmålet, er man bortført, når der ikke er nogen, som melder én savnet, og der ikke er nogen, som har sanset, at man var væk?
Cecilias opvågning var en anden af novellerne, som ramte noget i mig. Her er teenagepigen på ferie i Firenze, og det bliver pludseligt meget tydeligt for hende, at hun er ved at gå i puberteten. Noget ingen havde set komme, ikke forældre og ej heller pigen selv, og pludselig er hendes forældre bare megapinlige, irriterende og fatter ikke noget som helst.
Tessa Hadley skriver godt, og de ni noveller giver et fint blik på især unge pigers og kvinders liv. Der er gode noveller, og så alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at der mangler noget, på en eller anden måde bliver fortællingerne ikke rigtig forløst, der mangler lige den sidste bid, som gør, at de bliver siddende i en, desværre. Novellerne er læseværdige, men jeg vil klart anbefale Tessa Hadleys Fri kærlighed, hvis man vil stifte bekendtskab med hendes forfatterskab.
Tessa Hadley, Festen, oversat af Morten Visby og Birgitte Steffen Nielsen, C&K / Politikens Forlag, 2026, 314 sider.
