Zofia Nalkowska: Medaljoner
Der er intet så larmende som en lavmælt hvisken. Medaljoner er en undseelig lille bog, kun otte kortfattede noveller, og alligevel er det en af den slags bøger, der bliver ved med at sidde i sin læser.
Medaljoner er en novellesamling om holocaust, der balancerer på kanten mellem fiktion og journalistik. Har vi brug for flere bøger om holocaust tænker du måske, men her er svaret et entydigt, stille ja. For der er brug for Medaljoner.
Zofia Nalkowska var en del af kommissionen, der undersøgte nazisternes forbrydelser i det nuværende Polen. Medaljoner er hendes bearbejdninger af nogle af de vidnesbyrd, hun indsamlede i 1945. Det er altså små beretninger fra tiden umiddelbart efter krigen, før alle brikkerne i puslespillet var på plads og før vi vidste hvordan det endte – før Nürnberg, før den kolde krig, før alle ofre var begravet og før nogen havde en samlet forståelse af, hvad der skete.
Det er 8 noveller uden store armbevægelser og uden staffage. Det er vidner, der oplevede grusomhederne på nærmeste hold. Ofre, tilskuere og gerningsmænd, der fortæller hvad de så og hvad der skete. Dette er nøgternt og konstaterende, fortalt af mennesker der ikke engang selv helt har forstået hvad det var, de oplevede – og måske deltog i.
Netop derfor føles det tæt på, fordi vi møder mennesker der har oplevet det uforståelige, og som endnu ikke har sat det ind i en begrebsramme. Det er konstaterende og uden falbalader, men netop derfor mere stærkt end mange vidnesbyrd der bruger store ord og trækker de store linjer op.
Det er første gang, Medaljoner er oversat til dansk, og de kun 108 sider gør et stort indtryk. De er stilistisk velskrevne, og værd at læse for alle med den mindste interesse for historie og dem, som gerne vil forstå hvordan almindelige mennesker kan blive fanget i ualmindelige situationer og gøre ualmindeligt forfærdelige ting. Novelleformatet gør den velegnet til skolebrug, men det skal voksne læsere ikke lade sig afskrække af!
Zofia Nalkowska: Medaljoner. 108 sider, Klim. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, udkom 24. oktober 2025
