En lille roman uden store armbevægelser, hvor alt det vigtige lades usagt. Den er næsten ubærlig i sit portræt af et menneske på kanten af alting – men måske savner jeg en smule gnist?

En kvinde sidder alene på en gård og venter på sin bror. Eller måske på sin mor. Eller også venter hun i ophøjet ensomhed bare på, at ingenting og alting sker.

Den lille roman på kun 84 sider er hendes tanker om livet og hverdagen på det gamle familiested, hvor alting falder fra hinanden. Broren er forsvundet, moren er væk. Selv lammet, kalven og kattene forsvinder. Kun naboen forsøger at få kontakt til hende, men hun vender sig bort.

Man kunne kalde hende en galning eller eneboer. Eller måske endda et spøgelse? Hun er i hvert fald afskåret fra samfundet og resten af menneskeheden, fuldstændig hensunket i fortiden og det, der engang var.

Det sprogligt og stilistisk meget smukt skrevet. En lille roman i mol. Men også sært fordringsløst. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med den navnløse fortæller – hvilket nok også meningen.

Gården Laden Søen er til de læsere, der holder af at læse alt det, der ikke står der. Og som holder af små, triste romaner om skæve eksistenser og deres familier.

Maria Dixen: Gården Laden Søen. 84 sider, Grønningen 1. Udkom 28. august 2026