Der er noget særligt ved at nå til niende bind i en serie. Du åbner bogen og opdager, at du allerede kender figurerne i fortællingen. Du ved, hvem der kan irritere hvem. Hvem der siger for meget. Hvem der siger for lidt. Og hvem du efterhånden næsten forventer skal dukke op med en skarp bemærkning. Sådan har jeg det med Lars Thomassens ”Alfabetserien I – Solen er så rød mor”.
Det er som at vende tilbage til en familie, jeg efterhånden har lært temmelig godt at kende. Og Belinda bliver stadig sjovere. Det er næsten imponerende, eftersom hun denne gang rent faktisk er på barsel. Hun fylder alligevel meget. På den gode måde.
Selve sagen er igen stærkt skruet sammen. En seriemorder skal findes, spor skal samles, mistanker skal vurderes, og naturligvis kommer der overraskelser undervejs. Thomassen kan stadig det der med at holde dig fast som læser og så lige pludselig ryste gulvet en smule, når du tror, du endelig har fundet fodfæstet.
Denne gang er presset ovenikøbet dobbelt. Efterforskerne kæmper ikke kun for at stoppe en morder. De kæmper også for deres egen enheds overlevelse. Det giver historien et ekstra lag og hæver indsatsen betragteligt for de mennesker, vi allerede har investeret mange læsetimer i.
Sproget er intenst. Korte sætninger. Høj puls. Hurtige skift. Ja, jeg viste lige hvordan.
Thomassen bruger stadig den negative opbygning, jeg tidligere har haft et noget anstrengt forhold til. Den klassiske: Ikke det. Ikke det andet. Men dette.
Den er der stadig. Bare langt mindre dominerende end i ”H”. Faktisk tror jeg efterhånden kun, jeg registrerer den, fordi jeg blev så voldsomt opmærksom på den sidste gang.
Noget andet er fortælleren. Thomassen arbejder med en alvidende fortæller, der ved, hvad personerne tænker, føler, mærker og frygter. Det er en metode, der giver forfatteren stor kontrol, og som også kan blive tung, hvis den bruges klodset.
Det gør den ikke her. Jeg foretrækker stadig den litteratur, hvor vi som læsere selv får lov til at aflæse et menneske gennem blik, handlinger og reaktioner. Når dét lykkes, kan det være noget af det smukkeste, litteratur kan.
Men hvis man vil bruge den alvidende fortæller, så gør Thomassen det meget, meget sikkert.
”Alfabetserien I – Solen er så rød mor” er fremragende underholdning – en stærk krimi. Og endnu et bevis på, at niende bind godt kan føles som et herligt gensyn, uden at der er tale om en gentagelse.
Alt i alt. Jeg kan stærkt anbefale den.
Lars Thomassen: ”Alfabetserien I – Solen er så rød, mor”, Forlaget Falco, 496 sider, udkom oktober, 2026
Læs også:
Lars Thomassen: Alfabetserien H – Jorden er fordærvet
