Lars Thomassen: Mørket lyver altid
Er du til krimier med kant, så har du den her serveret på et sølvfad. ”Mørket lyver altid” af Lars Thomassen minder mest af alt om en fæl amerikansk gyser, og det er skræmmende let at se den som en miniserie eller en sæson på 8-10 afsnit, som vi uge efter uge kan sidde klistret til skærmen for at følge.
Historien følger to spor. I nutiden er hovedperson den tidligere politimand, Asger, der efter en personlig tragedie i dag arbejder som håndværker. I fortiden er det den 15-årige Anita, der bliver kidnappet af en landmand og holdt fanget i hans lade. De to historier bliver bundet tæt sammen, og det er først til sidst, du får den overraskende forklaring på, hvad der i virkeligheden er sket, og hvordan fortiden har indflydelse på nutiden.
Thomassen skriver flydende og spændende, og han bygger sin historie op som et hus, hvor hver mursten er vigtig for husets konstruktion. Sproget er godt og troværdigt, og faktisk er der meget levende dialog at glædes over. Det kræver alligevel noget at lave troværdig dialog mellem stridende fraskilte, kærlige bekendtskaber, lede kriminelle og følelsesramte kolleger.
Bogen er skruet sådan sammen, at der er nok spænding og virkelighed til at bære fortællingen. Med det mener jeg, at når der på forsiden af bogen under titlen står ’En Brahms & Hartvig krimi’, så er der bygget godt på til den næste. Vi får især indsigt i Asger Hartvigs liv, men hans tidligere kollega, Iben Brahms, som bærer konstellationens andet navn, kommer vi nok til at høre endnu mere om i Thomassens næste historie med det skæve og fængslende par.
Jeg kan kun på det varmeste anbefale bogen til dig, der godt kan lide krimier til den let morbide side. Men jeg vil også anbefale den til dig, der blot godt kan lide en god page-turner. Historien ruller fra stort set første side, og ved mere end en enkelt lejlighed fik jeg billeder frem af den unge Clarice Staling, der sidder på en stol foran Hannibal Lectors celle. Ja, fra ”Silence of the Lambs” (med den tåbelige danske titel ”Ondskabens øjne”). Plottet er noget, der får billeder frem fra film som denne, men også fra Jussi Adler Olsens ”Kvinden i buret” eller ”Flaskepost fra P”. Det er ondt, det her. Men det er godt formidlet. Og det er spændende. Og mon ikke der også er en lærestreg eller to til dem, der leder efter dem?
Lars Thomassen: ”Mørket lyver altid”, Forlaget Månen, 370 sider, udkom juni 2022.
Læs også:
Thomas Enger: Galgens bog
