En overvældende, sprogligt smuk historie. Jolly og Peggy vokser op i en plejefamilie i en lille, skånsk by efter deres forældres død. Det er en by præget af skæve eksistenser og med meget mørke. Plejemor og plejefar er bestemt heller ikke for sarte sjæle.

Peggy er en læsehest med store drømmen, mens Jolly har lidt sværere ved at gøre sig fri af byens særheder. Der er ikke kun tale om drankere og unge uden fremtid – den lille by byder på både sit helt eget spøgelse, og en drabssag der ryster både børn og gamle. Og så er der plejemor med alle hendes mærkværdigheder.

Ud af dette snor sig en historie som ingen andre om livet i udkantssverige, i de små byer mellem skov og mark, hvor de unge flygter til de store byer og de ældre flygter ned i flasken fra en udvikling, de ikke er en del af. Der hvor man tager omverdenens foragt for givet, og hvor børn er jaget vildt.

Ligene vi begravede er en helt speciel bog. Den er båret af enorm iderigdom og blik for udsatte menneskers kvaler med livet, men først og fremmest er den båret af et overvældende sprogligt og stilistisk overskud.

Det er en roman, der går sine egne veje, og selvom det ikke er en krimi, er det stadig en bloddryppende historie om drømme og håb, afmagt og forfald, og mennesker på kanten af alting – af samfundet, af hinanden, af livet.

Lina Wolff: Ligene vi begravede. 289 sider, Gads forlag. Oversat af Andrea Fehlauer, udkommer 20. august 2026