”På den måde er døden en hånd i ryggen på livet. I hvert fald på mig. En hård og stærk og måske også lidt knoklet hånd, jovist, men også en hånd, der skubber mig mere ind i livet, end den hiver mig mod livets afslutning.”
Troels Mylenberg nåede at udgive Skumring, kort før han døde. Det giver naturligvis bogen en særlig tyngde at læse nu, hvor døden ikke længere blot er noget, han forholder sig til, men en realitet. Samtidig er det værd at holde fast i, at det først og fremmest er en bog om livet.
I Skumring fortæller Troels Mylenberg om livet med en uhelbredelig sygdom og om at skulle forholde sig til døden, mens livet stadig er i fuld gang.
Bogen veksler mellem nøgterne beskrivelser af mødet med sundhedsvæsenet og hverdagen med sygdom og mere filosofiske refleksioner over livet, døden og alt det indimellem.
Som om det ikke var nok at skulle forholde sig til sin egen dødelighed, bliver Mylenbergs kone undervejs også ramt af uhelbredelig kræft. Pludselig er sygdom ikke bare noget, der rammer én i familien, men noget, der gennemsyrer hele familiens hverdag. Og måske er det netop beskrivelserne af, hvordan det helt ubærlige bliver til noget nærmest hverdagsagtigt, der gør størst indtryk. Som når datteren spørger, om hun må låne bilen, og svaret ganske enkelt er ja, når de er tilbage fra kemo på et bestemt tidspunkt. Som om det var en fritidsaktivitet eller en helt almindelig aftale i kalenderen.
Nogle af Mylenbergs betragtninger kan måske virke lidt banale, og han påpeger også selv flere gange, at det hele hurtigt kan blive lidt klichéfyldt. Og det bliver det da også. Men det gør faktisk ikke noget. For tankerne føles ærlige og naturlige, og måske er der en grund til, at netop de klichéer bliver ved med at dukke op, når livet for alvor bliver sat i perspektiv.
Det er hård læsning, ikke mindst fordi sygdommen og døden hele tiden lurer i baggrunden af selv de mest almindelige hverdagssituationer. Men det er også en overraskende livsbekræftende bog. For midt i alt det svære insisterer Mylenberg på at være en ja-hat. På at gribe livet og de muligheder, der stadig er, frem for at lade sygdommen og døden fylde det hele. Ikke fordi han underkender alvoren, men fordi han tilsyneladende nægter at lade den stå i vejen for alt det, der stadig er værd at leve for.
Og det er måske bogens fineste pointe. At livet ikke nødvendigvis bliver mindre værd, fordi døden kommer tættere på. Tværtimod kan bevidstheden om, at tiden er begrænset, gøre det endnu vigtigere at få noget ud af den.
At Troels Mylenberg nu er død, gør ikke hans budskab mindre livsbekræftende. Snarere tværtimod. Det er svært ikke at blive berørt af, at han helt frem mod livets afslutning insisterede på at se muligheder frem for begrænsninger. Og at han nåede at dele sine tanker med os andre.
En bog til dig, der selv lever med alvorlig sygdom, men bestemt også til os andre, der indimellem kunne bruge en indsprøjtning af den ja-hat, Troels Mylenberg har valgt at tage på trods af alt.
Meget inspirerende og rørende læsning.
Troels Mylenberg: Skumring – at leve i lyset, når døden kommer tæt på, Lindhardt og Ringhof, oktober 2026, 207 sider.
