En sælsom historie, det er svært at ryste af sig. Da sejrherrerne efter 1. verdenskrig delte det østrig-ungarnske kejserrige op i småbidder, havnede et stort ungarnsk mindretal i Rumænien. Forfatteren tilhører en del af dette mindretal, men trængslerne var ikke slut efter fredstraktaten.
Tværtimod.
En verdenskrig mere fulgte, og så var de etniske ungarer ikke bare bosat i en sovjetisk interessesfære – de var, hvis de havde tilhørt de tidligere landbesiddere, også folkefjender og blev behandlet sådan.
Det regner i Moskva er fortællingen om sådan en folkefjende-familie, familien Beczásy, der engang boede i et stort hus med tjenestefolk. Da kommunisterne vil arrestere dem, protesterer naboerne for familien er vellidt har bevist deres værd under krigen. Det er dog en stakket frist, for hvad det hemmelige politi ikke formår i dagslys, gør de bare ved nattetide.
Derfra starter en rædselshistorie for far Istvan, hans kone og deres to døtre. Det er en historie om et hjørne af det grusomme 20. århundrede, som vi ikke kender så meget til herhjemme. Men det er ikke bare det fjerne hjørne af Europa, der gør romanen til noget særligt. Det er fortælleformen, hvor ikke bare mennesker, men også dyr og planter giver deres besyv med om en familie, et folk og en deportation.
Det regner i Moskva er en speciel historie, fortalt i små kapitler, og den kræver lidt af sin læser. Men den giver så sandelig også meget igen – det er en af de små bøger, der fæstner sig i hukommelsen. Hvis du kan lide den polske nobelprisvinder Olga Torkarczuk, vil du også kunne lide Zsuzsa Selyem.
Zsuzsa Selyem: Det regner i Moskva. 150 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Leif Martin Sand – der også har skrevet et fint lille forord -, udkom 13. oktober 2026









