Der er nok en grund til, at Anne Brontë er den mindst kendte Brontë-søster. Ikke fordi Agnes Grey er en dårlig roman, det er den såmænd ikke, men det er måske lidt svært at se hvorfor lige præcis denne roman skulle læses knap 200 år efter sin udgivelse – hvis det altså ikke lige var fordi forfatterinden er en del af en usædvanligt velskrivende søstreflok.
Agnes er datter af en fattig, men ærlig præst. Da familien kommer til at mangle penge, forlader hun sin gode, trygge tilværelse i familiens skød for at blive guvernante for rige menneskers uopdragne og forkælede unger.
Det viser sig at være vanskeligt, for ikke bare er børnene selvoptagede og uden Agnes’ kærlighed til læring og litteratur, deres forældre behandler heller ikke Agnes særlig pænt. Agnes Grey er altså en roman om de uretfærdigheder, veluddannede men fattige unge kvinder måtte finde sig i i midten af det 19. århundredes England.
Hertil kommer, naturligvis, en kærlighedshistorie, hvis afslutning ikke skal afsløres her.
Agnes Grey er som sagt ikke nogen dårlig roman, og temaet om en ung kvinde, der må rejse ud for at finde sig selv og lykken er heller ikke noget at kimse af. Hvis man holder af Jane Austen og de to andre Brontë-søstre, så vil man sikkert også kunne gøre et godt bekendtskab med Agnes Grey. Personligt var jeg måske ikke helt overvældet af hverken den flade persontegning eller tilsvarende spændingskurve.
Anne Brontë: Agnes Grey. 266 sider, Turbine. Oversat af Juliane Wammen, udkom 27. oktober 2026









