// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Trude Teige: De dødes sommer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Trude Teige: De dødes sommer

Skrevet af den 16. august 2022 – 06:00Ingen kommentarer

Man kan ikke andet end at klappe i hænderne, når forlaget udgiver de to næste bøger i en virkelig god krimiserie på samme tid! De dødes sommer er den tredje bog i Trude Teiges serie om kendisjournalisten Kajsa Coren, der som altid skal grueligt meget igennem i jagten på sandheden.

Kajsa holder en velfortjent pause fra sit job på Kanal 4 for at skrive en bog. Hun er taget tilbage til sin barndomsby Losvika på Sunnmørskysten, hvor minderne fra Anden Verdenskrig stadig har sit tag i byens indbyggere. Her vil hun interviewe en række kvinder om tiden under Anden Verdenskrig. Kajsa når dog ikke at være længe i byen, inden liget af en ældre tysk turist bliver fundet i en båd drivende rundt i fjorden.

Journalisten i hende kan ikke lade sagen ligge, og Kajsa påbegynder sin egen research. Ikke alle i landsbyen taler sandt, og hurtigt aner Kajsa, at historien om en lokal tyskerpige, som forsvandt i 1942, har noget med sagen at gøre. Kajsas nye kæreste, Karsten, som er politimand hos Kripos, efterforsker sagen, og Kajsa kan ikke lade være med at komme med input. Men som altid har hun et skarpt blik for detaljer, og efterhånden som hun hjælper politiet i den rigtige retning, udsætter hun igen sig selv for al for stor fare. Der er hemmeligheder, nogen vil gøre alt for at bevare.

Endnu en gang har Trude Teige leveret en page-turner af en krimi. Plottet er velkomponeret, og selvom Kajsa endnu en gang får rodet sig selv og nu også Karsten ud i en katastrofe uden lige, slugte jeg historien råt. Der gik ikke mange halve timer, før jeg var i gang med den næste bog i serien.

Læs også vores anmeldelser af Trude Teiges andre bøger her

Trude Teige: De dødes sommer, Alpha Forlag, oversat af Rikke Toft Kleemann, 351 sider, juni 2022

Der er lukket for kommentarer.