// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Enger: Galgens bog
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Thomas Enger: Galgens bog

Skrevet af den 20. august 2022 – 06:06Ingen kommentarer

For første gang siden han afsluttede sin stærke serie om journalisten Henning Juul, har Thomas Enger skrevet en bog alene, og det er der kommet en spændende krimi ud af, hvor efterforskerne Fisk og Waage skal opklare et mystisk mord, som viser sig at have forbindelse til noget langt uhyggeligere.

Waage og Fisk bliver kaldt ud til et mord i et ellers roligt beboelseskvarter. I lejligheden finder de Eva, lejlighedens ejer som er hårdt såret; en død mand, som Eva ikke kender; og en lille pige, som tilsyneladende er uskadt men skræmt fra vid og sans. De har svært ved at få hende i tale, og Eva selv husker ikke meget fra mordforsøget.

Lille-Chris vokser op i et meget dysfunktionelt hjem. Hans storesøster druknede, kort efter han blev født, og det har sat sit præg på hele familien. Lille-Chris lærer sig, hvordan han kan opføre sig som alle andre, men han er ikke som dem. Han vil bare gerne have fred og ro til at dyrke sin hobby – at slå ihjel.

Peter har været vidne til noget, der gør, at han må flygte over hals og hoved for at redde sig selv og sin familie, men det bliver sværere og sværere at leve med den viden, og da han beslutter sig for ikke at flygte mere, sætter det gang i en lavine af begivenheder, som bringer mange liv i fare.

I en velskrevet krimi væves disse menneskers historie sammen til et spændende mysterium, hvor Fisk og Waage kæmper mod tiden for at løse gåden om, hvad der virkelig skete i Evas lejlighed.
Galgens bog er en fin krimi i højt tempo, som vil være god underholdning til de lyse sensommeraftener. Der var enkelte ting, der for en garvet krimilæser som mig lidt hurtigt afslørede plottet, men skrivestilen og karaktererne var så vellykkede, at det stadig fastholdt min interesse for bogen. Jeg håber, at vi kommer til at høre mere til Fisk og Waage i fremtiden.

Du kan læse vores anmeldelser af nogle af forfatterens andre bøger her.

Thomas Enger, Galgens bog, Modtryk, 319 sider, oversat af Ilse M. Haugaard, 15. juni 2022

Der er lukket for kommentarer.