// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pascal Engman: Klanen og Krigen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Roman, Spænding

Pascal Engman: Klanen og Krigen

Skrevet af den 17. august 2026 – 04:35Ingen kommentarer

Man skal ikke kigge væk særligt længe før den svenske forfatter Pascal Engman har skrevet en ny fængslende spændingsroman. Men det kom jeg til. Faktisk så længe, at han fik skrevet tre nye og har en fjerde på vej.

Den første er sjette bind i Vanessa Frank-serien. Den samler jeg op på biblioteket i morgen. De to andre er bind 1 og 2 i den nye Klanen-serie. Og det er dem, som denne anmeldelse handler om. “Klanen” og “Krigen”. Det tredje bind er lige på trapperne.

Trilogien er en særdeles stærk fortælling om en række vidt forskellige unge mennesker fra Stockholms forstæder. De passerer hinanden flygtigt på livets vej, for så at komme helt tæt på hinanden igen. Ikke mindst takket være kriminalitet og hårde stoffer.

De to hovedkarakterer er teenagerne Antonia og Josef, der bliver født på samme dag på samme hospital. Derudover har de intet til fælles. I hvert fald ikke i starten. Antonia stikker af fra en hård skolegang og bliver international fotomodel i Grækenland og New York. En fortælling, der langt henad vejen kører parallelt med hovedfortællingen om Josef og det miljø han vokser op i.

Det er i en forstad til Stockholm, hvor den dybt kriminelle Mansour-familie sidder tungt på alting. Josef vil egentlig gerne noget andet end kriminalitet. Han har også evnerne til andet. Men han bliver hevet ind i Mansours net og viser sig at være særdeles god til kriminalitet. Til at planlægge indsmugling af kokain og den slags. Noget som Mansour-klanen kan bruge.

Vi møder også en række interessante bikarakterer, som faktisk fylder ret meget. Mansour-familiens datter Zara, Josefs barndomsven Omar og hans protegé Marko.

Man bliver ret hurtigt suget ind i bogen og kommer til at føle med hovedpersonerne. Derfor er det også en hård omgang at læse om, når de møder livets uretfærdigheder. Engman afholder sig ikke fra at tage handlingen helt derud, hvor nærtstående personer dør. Tættere kan jeg ikke komme det uden at afsløre for meget.

Som sædvanlig er Engmans bøger rå og fyldt med action. I Klanen-serien skruer han dog en tak op i forhold til Vanessa Frank-serien. Her er bandeskyderier og likvideringer i et væk. Og kokain. Masser af kokain og børnesoldater. Og sørgelige menneskeskæbner i forfald.

Engman er oprindeligt uddannet journalist og det kan man godt mærke. Jeg ved ikke hvor slemt det står til i virkelighedens Stockholm og Sverige. Men mit indtryk er, at Engmans fiktion ikke er langt fra virkeligheden.

Igen har den svenske krimi-komet begået et par fremragende bøger. Og det er næsten ubærligt at skulle vente på fortsættelsen. Jeg overvejer kraftigt at læse 3’eren i Klanen-serien på svensk når den udkommer til oktober, hvis ikke den danske oversættelse kommer ret hurtigt efter. For ved slutningen af “Krigen” blev vi efterladt i nærmest ulidelig spænding om hovedpersonernes videre skæbne.

Pascal Engman: Klanen. Hr. Ferdinand, 2025. 465 sider.

Pascal Engman: Krigen. Hr. Ferdinand, 2026. 410 sider.

Der er lukket for kommentarer.