Dostojevskij er en af verdenslitteraturens allerstørste. Hans værker står på alle (seriøse) lister over bøger, man ikke må snyde sig selv for. Derudover er hans personlighed og liv også en evig kilde til fascination. Han ikke bare skrev store dramaer, han levede dem også.

I danske Christoffer Emil Bruuns Spillefuglen følger vi Dostojevskij igennem et lille halvt år af hans liv mens han skriver storværket Forbrydelse og straf. Det er et dramatisk år for Dostojevskij. Året er 1865, Rusland har afskaffet livegenskabet og i Europa er magtbalancen mellem stormagterne ved at ændre sig. En ny tid står for døren i Europa, men skal Rusland følge europæerne eller gå sin egen vej?

Dostojevskij selv opholder sig i Wiesbaden, hvor han systematisk spiller de penge væk, som det lykkes ham at låne af venner. I Rusland venter kreditorerne, og derudover har han lovet rettighederne til alle sine værker væk til en forlægger, hvis han ikke producerer en roman inden næste år.

Forfatteren må flygte fra sin hotelregning og er på kanten af det totale sammenbrud, da han møder den ortodokse russiske præst, der udover at passe den russiske diaspora i Wiesbaden også underviser den danske prinsesse Dagmar i russisk tro og kultur. Hun skal nemlig som bekendt giftes med den russiske tronfølger, og at denne tronfølger uventet dør af sygdom betyder ikke så meget for tidens magtspil. Så må prinsessen jo bare gifte sig med den næstældste zarsøn.

Spillefuglen er et spændende indblik i en stor forfatter og en plaget sjæl. Jeg må dog indrømme, at den danske vinkel på historien – Dostojevskij opholdt sig kortvarigt i København inden han drog hjem til Rusland og skrev sit mesterværk færdigt – ikke rigtig fangede mig, ligesom jeg savnede lidt nerve i sproget undervejs.

Christoffer Emil Bruun: Spillefuglen. 320 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkom 14. august 2026