// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Christiane Vejlø: Pinlige onkler – og andet vi får brug for i en fremtid med AI
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Idehistorie, Politik & debat

Christiane Vejlø: Pinlige onkler – og andet vi får brug for i en fremtid med AI

Skrevet af den 7. august 2026 – 05:13Ingen kommentarer

Er kunstig intelligens på vej til at forandre verden i et omfang, som vi ikke har en chance for at vurdere? Det synes flere og flere eksperter at være enige om, og tech-kommentator og podcastvært Christiane Vejlø er en af dem.

I ”Pinlige onkler og andet vi får brug for i en fremtid med AI” kredser hun om, hvad der sker med mennesker i takt med, at kunstig intelligens overtager flere og flere af vores opgaver og arbejdspladser, når det bliver AI vi taler og rådfører os med og i det hele taget former os som mennesker. Og måske i sidste ende gør os overflødige.

Vejlø er ikke dommedagsprædikant, men oplister en række fremtidsscenarier, både nogle af dem, hun selv har arbejdet med, og dem som andre – skabere af AI – advarer mod. Nogle af dem er ganske frygtindgydende med samfundsformer, hvor den sociale ulighed er endnu større i dag, med mennesker, der har råd til livsforlængende teknologi, spændende jobs og autencitet i livet, mens andre er skubbet helt ud og hutler sig igennem, underholdt og med rådnende hjerner dybt afhængige af sociale medier og den kunstige intelligens’ mange tilbud. Verden er tech-styret, effektiviseret, automatiseret, fejl er minimeret, og menneskeheden sparer oceaner af tid, fordi robotter er blevet en del af dagligdagen.

Lige nu har vi stadig magt over teknologien, men med tech-koncernernes intense konkurrence om at komme først, tjene mest muligt og udkonkurrere alternativer, står vi ved en historisk skillevej. Og vi er ikke hjulpet af, at flere regeringer, ikke mindst den amerikanske, ikke ønsker regulering – markedskræfterne må råde.

Men dermed risikerer vi at slippe kræfter løs, som er langt klogere end mennesket. Teknologiske kræfter, som handler selv, udvikler sig selv og ikke kender til samvittighed, empati, håb og kærlighed. Alle de ting, som vi forbinder med det at være menneske. Og det er lige præcis her, vi skal holde fast, skriver Vejlø.

Der er brug for det menneskelige, alt det besværlige. Vi må ikke miste evnen til at kede os. Vi skal tvivle, holde af det uperfekte, opsøge friktion og besvær i stedet for hele tiden at spørge AI. Det er det, som ikke kan måles eller ikke umiddelbart synes at gøre nytte, som adskiller os fra maskinerne. Det er vores uperfekthed, vores langsommelighed, vores behov for refleksion, vores tvivl, der gør os til mennesker. Dette skal vi ikke lade effektive og såkaldt intelligente maskiner tage fra os. Vi skal elske det uperfekte og den pinlige onkel med hans alt for lange tale til bryllup eller konfirmation. Alternativet med en perfekt, upersonlig teknisk taler er langt værre.

Bogen er skrevet i en essayistisk stil med mange korte kapitler og nogle små refleksionsøvelser undervejs. Vejlø bruger erfaringer fra sit eget liv, krydret med viden baseret på fageksperter, filosoffer og debattører, og det fungerer rigtig godt. Og vi efterlades trods alt med et håb om, at vi med kollektiv regulering og vores menneskelige relationer fortsat har en fremtid.

Christiane Vejlø: Pinlige onkler og andet vi får brug for i en fremtid med ai. Politikens Forlag. 264 sider. Juni 2026

Der er lukket for kommentarer.