M. L. Stedman: Lyset i havet
Tom Sherbourne er vendt hjem til Australien efter traumatiserende år i den 1. Verdenskrig. Minder om lemlæstelse og nytteløs død plager ham, og livet blandt almindelige mennesker er svært. Så han griber muligheden for et job som fyrmester i det australske fyrvæsen på en fjerntliggende klippeø ud for Australiens vestkyst. Her finder han en vis frelse i ensomheden og i arbejdet med at passe og pleje det fyrtårn, som guider skibene væk fra de farlige klipper, der omgiver den lille ø.
Ensomheden varer dog ikke ved, for på de sjældne ture til fastlandet kaster en ung kvinde, Isabel, sin kærlighed på ham. Så han får følgeskab og kærligheden blomstrer intenst mellem de to. Men de bliver ikke flere – graviditeter ender i tragiske aborter. En dag driver en lille jolle i land, og i den er der en afdød mand og en spillevende skøn baby.
Her ligger kimen til bogens konflikt, og det der driver handlingen frem. For Tom brænder efter at følge det høje moralkodeks, han lever efter, og derfor rapportere dødsfald og fund af baby til de rette myndigheder. Hvorefter babyen vil blive taget fra parret. Det kæmper Isabel hårdt imod. Barnet er kommet til dem som en gave fra de højere magter, og de vil blive fantastiske forældre. Desuden så vil alle involverede tro, at babyen og manden i båden er druknet.
Men på fastlandet lever en kvinde med et brændende savn og håb om, at hendes datter er i live. Og barnets morfar er stinkende rig og vil give en tårnhøj dusør til den, der kan hjælpe med at finde barnet, død eller i live.
Som tiden går, kommer også Tom til at elske det lille barn, men han er fortsat stærkt i tvivl, om de har gjort det rigtige. Det skal ikke afsløres her, hvordan han i sidste ende handler, men ’Lyset i havet’ er en stærk og bevægende skæbnefortælling med dilemmaer, der næsten synes uløselige.
Kærlighed, moderfølelse, længsel og savn lyser ud af siderne, i kombination med skildringer af den barske Vestaustralske natur og kulturen i de små nye samfund. Det er vellykket, og bogen er en fornøjelse at læse.
M. L. Stedman: Lyset i havet. Gyldendal. August 2026. 378 sider. Oversættelse: Poul Henrik Westh.
