Lars Thomassen: Alfabetserien D – Døden vinder altid til sidst
Vi er nået til D i Lars Thomassens alfabetserie, og standarden falder ikke det mindste. Faktisk går det den modsatte vej. Vi lærer hovedpersonerne bedre at kende, og vi begynder at fornemme, hvordan han som forfatter tænker og arbejder. Det stiller også større krav. Og det skal Thomassen tage som en kompliment.
I ”Døden vinder altid til sidst” er sagen mindst lige så skræmmende, som i de foregående tre bøger i serien. En ældre dame findes død i sin lejlighed i Esbjerg. Det er der i og for sig ikke noget odiøst i, men denne gang finder politiet også en seddel med noget, der kun kan betegnes som en meget kryptisk besked. Blandt andet indeholder den nogle tal, der indikerer en beregning af en værdi. Det er nok til, at den lokale ugeavis skriver en artikel om dødsfaldet, og at politiet derefter sætter en efterforskning i gang, og den afslører, at der i den døde kvinde er en ualmindelig høj mængde af stoffet digitalis.
Digitalis kan i mindre mængder bruges som medicin, men her er indholdet meget større. Og snart begynder holdet at kigge på andre dødsfald, der er sket blandt ældre og konstaterer, at det seneste absolut ikke er det eneste, hvor digitalis er brugt som mordvåben. Men hvorfor? Hvad kunne dog få nogen til at udvælge ældre og skrøbelige mennesker som mordofre. Ja, det er nu op til Iben, Asger og resten af holdet at finde ud af.
Historien er fremragende. Den er også tidssvarende, idet der for tiden politisk bliver spekuleret i, hvordan vi skal have råd til at tage os af det stigende antal pensionister, der samtidig bliver ældre, end de gjorde for blot 30 år siden.
Og så er den godt komponeret. Vi forstår den; tempoet er godt, og handlingen fanger. Jeg var i hvert fald meget spændt på at nå frem til afsløringen.
Men som jeg indikerede, så stiller alt dette også øgede krav. Og kære Thomassen, tag det som en positiv kritik. Det kan gøre dig endnu bedre i de næste bøger. Det generer mig nemlig en smule, at alle personerne i bogen taler på samme måde. At en person bruger ord som ’denne’ og ’dette’ kan være et karaktertræk. Men når alle bruger de samme ord, så er det en missed opportunity, synes jeg. Forskelligt sprogbrug kan nemlig være med til at tegne figurerne endnu skarpere op. Og her er der en lille smule at arbejde med. Jeg vil igen gerne understrege, at der blot er tale om et godt råd her. Og at jeg overhovedet lægger mærke til det skyldes, at resten fungerer rigtig, rigtig godt.
Men uanset hvad, så er jeg klar og glæder mig allerede til den næste bog i serien.
Lars Thomassen: ”Alfabetserien D – Døden vinder altid til sidst”, Forlaget Månen, 384 sider, udkom juni, 2024
Læs også:
Lars Thomassen: Alfabetserien A – Mørket lyver altid
