// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Claus Lohman: Over grænsen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Claus Lohman: Over grænsen

Skrevet af den 1. maj 2026 – 05:21Ingen kommentarer

Hvis du er til mord, spænding og drama i vort lille land, så har Claus Lohman vist ramt den lige i nummeren med sine nye bog Over grænsen. For ikke alene indeholder bogen alt det, en god krimi skal indeholde, den lægger sig også rigtig fint i slipstrømmen af alle de skønne nordiske forfattere, der elsker at skræmme os fra vid og sans.

Denne gang skal vi helt ned til den dansk-tyske grænse, hvor en kvinde bliver fundet myrdet. Men det er ikke helt ligetil at finde ud af, hvad der faktisk er sket. Brutaliteten, derimod, er ikke til at tag fejl af.

Vi bliver også introduceret til et herligt udfordret makkerpar hos politiet. Stine har tidligere haft sine problemer hos Flensborg politi, og Marco Mortensen har store familieproblemer, og forsøger at dulme sorgen over disse med alkohol og kvinder.

De to betjente finder dog sammen i et godt samarbejde, men sagen er alligevel for vanskelig, og de må søge hjælp hos Marcos tidligere makker, Poul, der i dag ernærer sig som privatdetektiv. Men selv med Pouls hjælp synes de at have svært ved at finde morderen, og hvad i alverden er også op og ned i denne voldsomme sag?

Bogen er listet som den første i en ny serie, og det er jeg glad for. Hovedpersonerne er genialt beskrevet og kan holde i mange bind. Jeg elsker mennesker med fejl, og jeg er vild med den måde, deres fejl har været med til at forme deres sprog og humor i bogen.

Sprogligt ligger Over grænsen helt på højde med den spændende og grumme handling i bogen. Og når jeg er underholdt på det her plan, kan jeg kun komme med min varmeste anbefaling. Og ja, jeg glæder mig til næste bind i serien.

Claus Lohman, Over grænsen, Brændpunkt, 340 sider, udkom februar, 2026

Der er lukket for kommentarer.