Lorena Salazar Masso: Pigeonde
Der er børn, der venter på juleaften. Isa venter på sin far. Og det gør hun gennem hele Lorena Salazar Masso bog ”Pigeonde”. 155 sider i ventetiden. I stilstanden. I det tomrum, der opstår, når et barn hele tiden håber, at den voksne snart kommer tilbage og bliver den voksne, barnet har brug for.
Handlingen er ekstremt enkel: Isa bor på et nedslidt hotel i en colombiansk landsby, så lille og glemt, at den knap nok synes at eksistere. Hotellet tilhører hendes far, men han opfører sig mere som gæst end som far. Han kommer. Han går. Han er der lidt. Og så er han væk igen.
Tilbage står Isa.
Hun længes efter hans nærvær med en intensitet, der sætter sig i både kroppen og tankerne. Hun forsøger at forstå ham, savne ham, forestille sig et andet liv med ham og holde fast i håbet om, at de måske en dag kan blive det, hun ønsker sig.
Det er nok det, der er romanens egentlige motor. For der sker naturligvis en masse små ting, men Salazar Masso er mere interesseret i alt det, der sker inde i Isa. I hvordan et barn kan begynde at indrette sig efter et svigt, næsten som du ville indrette dig efter dårligt vejr.
Og det er skrevet med stor præcision. Måske også med lidt for stor præcision.
Isa er ikke skrevet som et lille litterært orakel, der forstår verden bedre end de voksne. Hun er et barn. Hun ser, registrerer, håber og misforstår. Det gør hende troværdig. Og det gør derfor også farens fravær endnu mere smertefuldt.
Og samtidig bliver hotellet mere end et sted. Det føles som en forlængelse af hendes liv. Noget, der stadig står er der, men hvor meget lidt for alvor bevæger sig.
”Pigeonde” er en meget stille roman. Den handler om savn, ensomhed og det mærkelige regnestykke, børn nogle gange laver, når en voksen svigter: Hvis jeg bare venter lidt længere, bliver det måske anderledes.
I bogen venter Isa. Og midt i hele oplevelsen af svigt og den følelse af omsorg, vi har lyst til at kaste efter Isa, så sidder jeg stadig lidt tilbage med følelsen af, at dette kunne have været en feature i Weekendavisen i stedet for en bog på 155 sider. Måske er det, fordi der ikke en nogen nævneværdig udvikling. Og jeg må indrømme, at jeg aldrig havde troet, at en så kort bog skulle føles så lang. Men bedøm selv. Det kan være et spørgsmål om temperament.
Lorena Salazar Masso: ”Pigeonde”, Forlaget AuroraBoreal, 155 sider, på dansk ved Martin Windeløv, udkom maj, 2026
Læs også:
Andrés Felipe Solano: Gloria
