Kærlighed i koleraens tid er en af den slags romaner, som alle har hørt om. Den har den måske mest fængende, æggende titel, en bog nogensinde har haft. I disse coronatider søger mange mod litteraturen for at finde svar på, hvad epidemier gør ved os som mennesker og så stiger interessen naturligt for Márquez’ roman. Det er godt og skidt.

Der er nemlig ikke meget kolera i denne klassiker. Så hvis man tror, man får en apokalypse eller beretninger om et samfund i epidemikrise – ja, så går man forgæves. Men det er alligevel ok, hvis nogen begynder at læse bogen for titlen alene. De skal nok læse videre, for det er absolut en af det 20. århundredes mest læsværdige romaner – og selvfølgelig spiller koleraen da også en rolle som baggrund for menneskers kærlighed og sorg, stræben og nederlag i Colombia i sidste halvdel af 1800-tallet og først del af 1900-tallet.

Kærlighed i koleraens tid er historien om Fermina Daza og de to mænd, der elskede hende. Det er en farverig, lidenskabelig fortælling om kærlighedens mange ansigter. Her er både ungdommens stormende forelskelse, de langsomt voksende følelser og den modne kærlighed. Her er den boblende glæde ved at udveksle hemmelige breve med sin elskede, den brutale adskillelse og den endnu mere knusende afvisning. En kærlighedshistorie, der strækker sig over tres år.

Alt sammen er fortalt med det omskiftelige colombianske samfund som baggrundstæppe. Mennesker elsker, lever og dør mens papegøjerne skriger fra palmertræerne, og det næsten feudale samfund udstikker rammerne for deres handlinger, drømme og håb. Fra de koleraramte fattigkvarterer til rigdommens småborgerlighed følger vi ikke bare de tre hovedpersoner men også et væld af bipersoner i deres kamp med og mod kærligheden.

Gabriel Marcía Márquez fik nobelprisen i 1982 og det er utrolig velfortjent.

Gabriel Marcía Márquez: Kærlighed i koleraens tid. 407 sider, Gyldendals Bogklubber. Oversat af Annette Rosenlund, 1988