// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ben Lerner: Optagelse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Ben Lerner: Optagelse

Skrevet af den 9. september 2026 – 06:50Ingen kommentarer

Romanens fortæller kommer ud for en mindre katastrofe ved bogens indledning. Han er på vej hjem til sin gamle studieby for at interviewe sin underviser og store idol, den kloge og alvidende Thomas, som nu runder de 90 år. Men ak, fortælleren, som er forfatter, taber sin telefon ned i toilettet på hotelværelset. Han har intet andet, der kan optage interviewet, forretningerne er lukket og kontakten til omverdenen er blevet ekstremt besværlig.

Af uransagelige årsager lader han som, at telefonen optager, da samtalen med Thomas starter. Han fortæller vidt og bredt om sin opvækst, syn på verden og karrieren, mens vores hovedperson kæmper for at finde hoved og hale i de mange oplysninger, som han jo er nødt til at huske for at kunne skrive det store portræt.

Tabet af telefonen bliver anledning til en række refleksioner over skærmtid og den rolle teknologien spiller for det moderne menneske, og vi ser i flashbacks, hvordan livet var, dengang det var mere analogt. Dette tema som en rød tråd gennem romanens tre afsnit.

I andet afsnit er Thomas død, og vi er med til hans begravelse. Her afslører fortælleren, at interviewet, som er bragt i et stort og anerkendt magasin, er en rekonstruktion, og ikke en nøjagtig gengivelse. Det vækker til stor overraskelse forargelse og vrede.

I bogens sidste afsnit skiftes fortælleren ud, idet Thomas’ søn Max nu træder ind på scenen. Grebet betyder, at vi får beriget portrættet af Thomas med flere nuancer, blandt i forhold til betydningen af en fraværende far. Thomas’ barnebarn bliver også introduceret – en spiseforstyrret ung pige, der lever foran en skærm.

Så man kommer godt rundt i temaer, der har stor opmærksomhed i nutiden. Det føles en smule konstrueret, men ’Optagelse’ er alligevel en god læseoplevelse, og et fængende portræt af en lille gruppe mennesker i USA og deres forhold til virkeligheden.

Ben Lerner ‘Optagelse’. GADS Forlag. Oversættelse: Martin Bastkjær. 176 sider. August 2026

Der er lukket for kommentarer.