Andrés Felipe Solano: Gloria
Du kender det garanteret fra dig selv. Der er bøger, hvor jeg efter tyve sider tænker: Hold da op, det her bliver spændende. Og så er der bøger, hvor jeg i stedet tænker: Hold da op, hvor er det dog smukt skrevet. ”Gloria” hører til den sidste slags.
Romanen begynder i New York i 1970’erne. Den unge colombianske Gloria forsøger at finde sin plads i en by, der både lover frihed og ensomhed. Hun sørger stadig over sin far, som døde, da hun var ganske lille, og håber gennem en spirituelt interesseret veninde at komme tættere på ham.
Samtidig forelsker hun sig, drømmer om fremtiden og forsøger at finde ud af, hvem hun selv er. Mange år senere vender hendes søn tilbage til hendes historie og forsøger at forstå den kvinde, der var Gloria, længe før hun blev hans mor. Gennem hans blik bliver romanen både en fortælling om en mors liv og en søns forsøg på at forstå det menneske, der formede ham.
Det er en smuk idé, og jeg synes faktisk, den lykkes rigtig godt. Solano giver plads til både minderne og de små øjeblikke. Historien handler ikke om store dramatiske afsløringer, men om de valg, tilfældigheder og tab, der stille og roligt former et menneskeliv.
Samtidig er det svært at komme uden om sproget. Solano skriver med en rytme og en elegance, der flere steder fik mig til at læse en passage en ekstra gang. Indimellem følte jeg dog også, at sproget fyldte så meget, at handlingen gled lidt i baggrunden. Hvis du holder af litteratur, hvor sproget er lige så vigtigt som plottet, vil det sandsynligvis være en kvalitet. Hvis du læser for historiens skyld, kan du godt blive udfordret.
Oversættelsen fortjener også et par ord. Pia Sloth Poulsen har gjort et virkelig flot stykke arbejde. Alligevel tog jeg mig selv i flere gange at tænke: Hold op, hvor må den her bog være en oplevelse på spansk. Solano skriver så billedrigt og med så meget rytme, at jeg næsten kunne mærke originalen banke på gennem de danske sider. Det er ikke en kritik af oversættelsen. Tværtimod. Jeg ser det som et tegn på, hvor særligt forfatterens sprog er.
Hvis du leder efter en roman med højt tempo og store dramatiske overraskelser, er Gloria nok ikke det oplagte valg. Hvis du derimod har lyst til at fordybe dig i en roman om erindring, familie og identitet, fortalt af en forfatter med et usædvanligt stærkt greb om sproget, synes jeg, den er værd at læse.
Da jeg lukkede bogen, var det ikke først og fremmest handlingen, jeg tænkte tilbage på. Det var stemningen. Og følelsen af at have tilbragt nogle timer sammen med en forfatter, der tør lade ordene arbejde lige så meget som historien. Og det er både ret frækt og udfordrende.
Andrés Felipe Solano, Gloria, Forlaget AuroraBoreal, 157 sider, Januar 2026
Læs også:
Daniela Catrileo: Øen Chilco
