Med mellemrum dukker en række sydamerikanske forfattere op for at begejstre verden mede deres fortællinger. Ja, undskyld, men sådan virker det lidt, når vi sidder helt her ovre i Europa og betragter det hele sådan lidt udefra. Men selvom vi bare ikke altid er opmærksomme på de mange fremragende forfattere, det store kontinent konstant producerer, så kan vi godt nyde, når de så direkte bliver præsenteret for os. Og nyde det kan vi i den grad gøre her.

Det kommer som lidt af et chok, når den stumme Salomon fra en lille by i Colombia brutalt bliver skudt ned foran sit hjem og sin familie. Og mens den sønderknuste mor nu forsøger at få sig selv og sine børn slået ihjel, så familien igen kan være sammen ’på den anden side’, så forsøger farens spøgelse at gøre det, han kan for at forhindre det og få familien til at flygte ud af byen og væk fra den brutale og kriminelle guerillabevægelse.

Ja, jeg ved det godt. Det lyder lidt søgt. Og det er det måske også. Men det er også ganske smukt. Og det smukke i handlingen bliver i den grad støttet op af den stil, bogen er skrevet i. Billeder, beskrivelser, og et sirligt system af indskudte sætninger bygger fortællingen op og er med til at sælge den finurlige historie.

Tænk på det grusomme i den rå grundhandling: En mand bliver mejet voldsomt ned. Vi skal se se bogen som en slags kommentar på de store problemer, mange i Colombia stadig oplever i samfundet og naturligvis også som en bredside mod den rå guerillabevægelse. Når det er målet, så hylder jeg virkelig den anderledes og atypiske måde at beskrive sådan en historie på.

Sproget er en fryd, og jeg nød virkelig at læse bogen. Det er jeg sikker på, jeg ikke vil være ene om.

Ricardo Silva Romero, Dødsfloden, Forlaget Aurora Boreal, 200 sider, på dansk ved Pia Sloth Poulsen, Juli 2024

Læs også:
Daniela Catrileo: Øen Chilco

Isabel Allende: Håbets rejsende

Miguel Bonnefoy: Arven