Min hud er tung af krop af Anne Rye Andersen er en lille, illustreret digtsamling, der kredser om psykisk sygdom, kærlighed og det at eksistere i en krop, der ikke altid føles som et trygt sted at være.

Fra første side mærker man jegets sårbarhed. De psykiske udfordringer får lov til at fylde uden at blive dramatiseret. Samlingen kredser om udmattelse, angst, indlæggelse i psykiatrien og den særlige usikkerhed, der kan opstå, når man både frygter livet og døden. Men midt i mørket findes også lyset. Særligt partneren bliver skildret som et holdepunkt – et menneske, der griber én, når man ikke længere kan bære sig selv. Det gør bogen tung, men også håbefuld.

Selvom bogen aldrig bliver direkte biografisk, føles den meget personlig. Der er en autenticitet i teksterne, som gør, at de virker oplevede snarere end opfundne. Den autofiktive tone giver samlingen en nærhed, der gør det svært ikke at tro på den.

Bogen er illustreret af forfatteren selv med linoleumstryk, som giver den et særligt visuelt udtryk. Jeg er ikke sikker på, at illustrationerne og digtene nødvendigvis løfter hinanden, men de tilfører en ro og en æstetik, som passer godt til bogens stemning. Der er noget ved linoleumstrykkenes grove, enkle udtryk, der spejler teksternes skrøbelighed og tyngde.

Da jeg nåede sidste side, sad jeg med en følelse af at ville have mere. På den ene side er det et godt tegn – bogen efterlod mig nysgerrig og berørt. På den anden side savnede jeg, at den foldede sig mere ud. Jeg kunne godt have ønsket mig flere digte, mere dybde eller en stærkere fornemmelse af den historie, der ligger mellem linjerne.

Min hud er tung af krop er en fin og nænsom digtsamling om at leve med psykisk sygdom og om de relationer, der holder én oppe, når det hele føles tungt. Den er sårbar, smuk og ærlig – og selvom jeg sad tilbage med lyst til mere, er det også et tegn på, at Anne Rye Andersen har skabt et univers, man har lyst til at blive i lidt længere.

Anne Rye Andersen: Min hud er tung af krop, Alias forlag, 85 sider, juni 2026