Miguel Bonnefoy: Arven
Der er fortællinger, der samler dig op i sine arme og holder dig tæt ind til sig på en måde, så du nærmest svæver et sted mellem et varmt knus fra din bedstefar og en lidt for lang omfavnelse fra én, du kender for lidt til sådan en gestus. Den giver dig tryghed og liv, men den efterlader også spor af ubehag. Sådan en fortælling er Miguel Bonnefoy’s ”Arven”.
Skal du sammenfatte handlingen i bogen, kan du benytte dig af en metode, du ellers ekstremt sjældent kan gøre brug af. Du kan nemlig slå op på en tilfældig side i bogen, og i de fleste tilfælde kan du vælge et afsnit ud, og i det afsnit vil du kunne finde ingredienser til bogens gennemgående temaer. Jeg valgte side 191 og skriver derfor følgende:
”… langstrakte samling af sider i den begivenhedsrige historie, der var som en endeløs jungle af søgen, følelser og smerte”.
Den sætning – eller rettere den del af en sætning – er en fremragende beskrivelse af handlingen, der tager sin begyndelse i 1873, hvor en vinbonde fra Frankrig kan kigge på sin fejlslagne høst og konkludere, at hans vin – som størstedelen af Frankrigs øvrige vinbønders – er helt død som følge af den vilde bladlus Phylloxera vastratrix, der fra USA er kommet til først Bordeaux og Baskerlandet og siden har bredt sig.
Vinbonden, der er fra Lons-le-Saunier og nu efterlader sine vinmarker i Jura, har kurs mod Californien men ender i stedet med at gå i land i Valparaíso i Chile, hvor han af en ikke-fransktalende immigrationsofficer får navnet Lonsonier. Og her tager fortællingen fart, for Lonsonier bliver gift, og slægten går videre. Vi følger dem op gennem 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig og helt frem til diktaturet i begyndelsen af 1970’erne.
På et eller andet plan er der tale om en vaskeægte familiekrønike. Men den er ih – og åh, så meget mere end det. Det er en fortælling fra hjertet, men det er en handling, hvor der er plads til, at poesien blander sig med grusomme realiteter, og hvor du nok enkelte gange kommer til at måtte knibe dig selv lidt i armen.
Når sproget ligger så tæt op ad en nærmest åndelig gengivelse, så kan det i nogle tilfælde være svært at skelne virkelighed fra drømme. Og når det bare virker så rigtigt, så flot, så fantastisk smukt på mig at fortælle historien sådan, så er det fordi, at fortællestilen er et hundrede procent gennemført. Historien er bygget op som en rigtig fortælling, du ville kunne høre omkring et bål. Sproget har en anelse af højtidelighed, så du med sikkerhed ved, at Bonnefoy ved lige præcis, hvad han laver, når han træffer de fortælletekniske valg, som han gør.
Jeg nød hvert et sekund af Bonnefoy’s mesterværk, hver en side, hvert et afsnit, hver en sætning – ja, hvert et ord. Jeg forelskede mig stormfuldt i hovedpersonerne og led med dem, som jeg grinte med dem. Og det tror jeg også, du vil gøre.
Miguel Bonnefoy: ”Arven”, Forlaget Bobo, 192 sider, på dansk ved Nils Schultz Ravneberg, udkom oktober 2022.
Læs også:
Santa Montefiore: Sommerfugleæsken
