Alyson Richman: Svensk tango
I Chile bor Salomé og Octavio. De er vildt forelskede og har skabt en lille familie og Octavio har stor succes med at spille helten i romantiske film.
Hans virkelige drøm er dog at bruge sine evner til formidling og retorik på en mere idealistisk måde, så da han får mulighed for at være rådgiver for Salvador Allende lever han sig helt ind i rollen.
Allende bliver senere væltet ved et blodigt kup og Pinochet overtager magten. Nu oplever familien, at de står på den forkerte side rent politisk og det får store konsekvenser for dem.
Salomé bliver kidnappet og tortureret på grusomste vis og da hun endelig slipper fri, flygter de til Sverige, hvor de får politisk asyl, men alle dæmonerne flytter med. Og selvom Salomé går i intens terapi, bliver livet og kærligheden aldrig det samme.
I Sverige møder hun psykiateren Samuel, der er gift med Kaija. Hun er krigsbarn fra Finland og hele deres familiehistorie spiller også en væsentlig rolle i bogen.
De to familiers skæbne beskrives over 40 år og man skal ikke sidde og vente på en lykkelig slutning. Bogen er rigtig god og barsk, med en fængslende og hjerteskærende historie om at elske og miste.
Alyson Richman er international bestsellerforfatter og er udkommet i 30 lande.
Alyson Richman, Svensk tango, Lindhardt & Ringhof, på dansk ved Kirsten A. Nielsen, 432 sider, 2021