Er man til lange, velfortalte og dramatiske skæbnefortællinger, vil ”Et liv langt borte” være et sikkert hit. Jeg slugte de 500 sider på to døgns tid, og det var en kæmpe fornøjelse.

Det vestaustralske miljø blandt fåreavlere, naturkatastrofer, giftigt kryb og hedebølger er meget langt fra vores trygge danske andedam, og det bidrager til fascinationen. Og med et persongalleri, der omfatter vejrbidte farmere, seje kvinder, krigshærgede veteraner og flere andre, der har stødt sig på livet, er man i rigtig godt selskab.

Fortællingens omdrejningspunkt er den velrespekterede MacBride-familie, der gennem generationer har opdrættet får, og nu – i starten af 1958 – driver en enorm fårestation. Hårdt arbejde, økonomisk snusfornuft og gunstige konjunkturer har bragt familien, hvor den er. Men livet er skrøbeligt på de kanter, og ganske kort uopmærksomhed udløser en knusende katastrofe, der vender op og ned på alting.

Tragedien slår hårdt ned, og det bliver en kamp for familien at genrejse sig, finde mening med livet og sikre sig et eksistensgrundlag. Tingene spidser til, da repræsentanter for et mineselskab ankommer for at undersøge undergrunden i de gigantiske landområder, som omgiver farmen, og som mange får græsser på. Det er lejet jord, og staten er rundhåndet med tilladelserne til udforskning af undergrunden.

Vi følger familien og de mennesker, der er tæt på, helt frem til årtusindeskiftet. Der er hemmeligheder, som ikke må slippe ud, der er skyldfølelse og muligheder, som glider forbi, uforløst og livsdefinerende. Men romanen forfalder ikke til det tårepersende eller sentimentale. Personerne træffer valg, som de lever og kæmper med. Nogle af deres valg ødelægger liv, mens andre beskytter og får mennesker til at vokse. Det er en familiesaga, der river læseren med og bliver siddende længe efter sidste side.

M.L. Stedman ”Et liv langt borte”. Gyldendal. 500 sider, oversat af Ninna Brenøe. Maj 2026