Danmark og Sverige er to af de nationer i verden, der har været i krig flest gange. En af de blodigste var Skånske krig 1675-79, hvor Danmark forgæves forsøgte at generobre de landsdele, der gik tabt 15 år tidligere.

Svenske Birgitte Trotzig skriver sig med De udsatte ind i de tid, så man kan se soldaterne marchere, mærke vejstøvet i næsen og ikke mindst mærke den isnende kulde og menneskernes tvivl helt ind i knoglerne.

I det sydvestlige Skåne lever folk fattigt og nøjsomt. Man har vænnet sig til at være svensk, og de magre jorde giver kun lige til livets opretholdelse. Man bøjer hovedet for gud og konge, passer sine marker, gifter sig, føder børn og dør. Alt sammen som man altid har gjort.

Familien Graa er en gammel præsteslægt, der har tilknytning til både et fattigt landsogn og fæstningsbyen Kristianstad. Da krigen (igen) bølger frem og tilbage, bliver familien fanget mellem de stridende parter – både krigens parter, den lokale befolkning og deres egne indre modsætninger.

1670erne var en grum tid, hvor man ikke giftede sig af kærlighed, og hvor fattigdommen og døden altid er nærværende. Hvordan overlever man i en tid, hvor nye herrer skiftes til at trampe gennem byerne, og hvor frænde kan være frænde værst?

De udsatte er ikke en opløftende roman, hvor man lukker den med en fornyet tro på det gode i menneskeheden. Men det er en djævelsk godt skrevet roman om de mørkeste sider af det menneskelige sind.

Romanen blev skrevet under den algerske uafhængighedskrig i 1960’erne, og selvom handlingen er rodfæstet i begivenheder og samfund der er 350 år gamle, så føles den utrolig aktuel. Desværre.

Birgitta Trotzig: De udsatte. 236 sider, Arena. Stilsikkert oversat af Ronja Johansen, udkom 20. maj 2026