David Garmark holder flot fast i den høje kvalitet, som man har set i de første romaner om den nu mere end 90-årige retsmediciner Walther Brink og hans oldebarn Channie.

Det umage par fandt sammen ved seriens start efter, at Brinks barnebarn gik bort efter et hårdt liv med prostitution og narkomisbrug. Som værge for den dengang 7-årige Channie fik Brink hænderne fulde, for oldebarnet var en krudtugle med en vanskelig, ja nærmest eksplosiv personlighed. Nu er hun blevet voksen, kanterne er rundet noget af, men hun får brug for sin fightervilje her i Bortgemt.

Channie kærester lidt on and off med Søren, der har tjent gode penge i musikbranchen og som kan charmere de fleste. Men da en kvinde forsvinder fra en reception, hvor både han selv og Channie deltog, tyder meget på, at der er ugler i mosen. Og så myrdes en lydmand og endnu en kvinde forsvinder.

Channie har iagttaget en lidt mistænkelig hændelse ved receptionen, og hun kan ikke holde sig fra opklaringen af, hvad der er sket. Men det bør hun nok, idet stærke kræfter kommer med ganske kontante advarsler om, at hun skal bakke af og passe sig selv. Ak, ak, det kan hun selvfølgelig ikke, og garnet strammes om hende i takt med, at hun kommer tættere og tættere på sandheden.

Undervejs i romanen bliver der tid til lidt hyggesnak og en fortælling om plejehjemsbeboere, der mister kontanter. Det virker en smule påklistret, men tempoet kommer gevaldigt op frem mod slutningen. Channie lader sig narre, og det går stærkt frem mod afslutningen af et velturneret plot, hvor det vitterligt ser sort ud for flere af historiens hovedpersoner.

Garmark formår at fremstille forløbet troværdigt, og replikkerne fyger over siderne, ofte i samspillet mellem Brink og Channie, men også blandt andre af romanens karakterer. Brink er noget affældig, plaget af corona, og vi må håbe, at der er kræfter i ham til flere romaner i serien.

David Garmark. Bortgemt. Modtryk. 279 sider. Februar 2026