Jeg læste sagaen om det pliocæne eksil som ganske ung – måske var jeg endda stadig et barn. Det er en af de serier, som jeg har båret med mig og husket (dele af) lige siden. For noget tid siden stødte jeg ved et tilfælde på en omtale af serien på det sociale medie Bluesky, og jeg fik lyst til at genlæse serien.

Lad mig dog begynde med en hyldest til de danske biblioteker. Dengang – det må have været i slutningen af 1980’erne – lånte jeg serien (som udkom som en del af forlaget Borgens science fiction-serie) på Frederiksberg bibliotek. Desværre har de den ikke længere, hverken på hylden eller på magasin. Men ingen panik, jeg kunne nemlig bestille den hjem via bibliotek.dk

I løbet af få dage blev de seks bøger i serien (syv bind, da sidste del var udgivet i to dele) sendt fra biblioteker over hele landet til Frederiksberg, hvor jeg kunne hente dem på vores flotte hovedbibliotek. Tak til Herning, Odense, Vejle og Gentoftes biblioteker, der tilsammen kunne stykke hele serien sammen til mig. Er det ikke mageløst? Og i øvrigt: gratis!

Hurra for det danske biblioteksvæsen!

Levede serien så op til mine forventninger og mine mere end 35 år gamle minder? Ja. Ja, og atter ja.

Første bind, Det mangefarvede land (opr. fra 1981) begynder i 2110, hvor menneskeheden har fået kontakt til rumvæsener fra andre verdener og koloniseret en stribe andre planeter i det, der kaldes et galaktisk miljø.

Det er dog en tilsyneladende helt unyttig opfindelse fra 2034 (det er jo lige om lidt!), der er sagaens egentlige begyndelse. Det lykkes nemlig en fransk videnskabsmand at konstruere en tidsmaskine, der kan sende ting, mennesker og dyr 6 millioner år tilbage i tiden til den pliocæne Rhonedal nær nutidens Lyon.

Opfindelsen er unyttig, fordi tidsmaskinen kun virker én vej og kun ét sted. Man kan rejse 6 millioner tilbage i tiden, men man kan ikke rejse frem igen og heller ikke sende budskaber hjem til nutiden. Ingen ved derfor hvad der venter i fortiden. Alligevel tiltrækker opfindelsen lykkeriddere, romantikere, kriminelle, ulykkeligt forelskede og andre utilpassede eksistenser, der ønsker at tage chancen i en fjern og ukendt fortid. Der udvikler sig faktisk en hel industri, der hjælper rejsende igennem tidsmaskinen i hold af otte personer ad gangen.

I 2110 vælger en gruppe umage eksistenser at rejse tilbage til den pliocæne tidsalder i det, der bliver kaldt grøn gruppe. Hvad der sker på den anden side, skal jeg ikke afsløre her – men det er ingen hemmelighed, at den pliocæne tidsalder viser sig at være noget helt andet end menneskeheden i år 2110 havde regnet med!

Julian Mays saga strækker sig over 6 forrygende bind, der slutter med Skumringskrigen i to dele. Forfatteren trækker på et rigt kompleks af myter, en særdeles livlig fantasi og en smittende fortælleglæde. Det er krig og kærlighed, aliens, arketyper, en rundrejse i fortidens dyreliv og geografi, katastrofer, magt, flere aliens, opofrelse, sex, magi og meget, meget andet. Undervejs bliver det både gakket og dramatisk, sørgeligt og sjovt.

Det pliocæne eksil er bestemt værd for nye generationer at dykke ned i, og som ”gammel” læser, der kan huske tiden før murens fald, kan jeg være helt imponeret over hvor stor en forståelse Julian May havde for eksempelvis de forskellige folkeslag på jorden (og i det daværende Sovjet) for slet ikke at tale om videnskab, digtekunst, historie og myter fra store dele af verden.

Tak til Julian May (som døde i 2017) for en original og underholdende science fiction/fantasy serie, og tak til de danske biblioteker for at give mig mulighed for at læse den. Både dengang, da den var ung, og sprød, og nu hvor tiden har vist, at den stadig står distancen.

Julian May: Sagaen om det pliocæne eksil. Bestående af: Det mangefarvede land, Den gyldne torc, Den store kamp, Kærlighedsfesten, Den ikke-fødte konge og Skumringskrigen. Oversat af Claus Bech, Borgen. Udkom 1981-87.