Gæsteanmeldelse af Mette Herman.

Da Erlings far dør i 2001, har han ikke set sin mor, Doddy, i ni år. Hun er flyttet fra barndomshjemmet og ind i et lille rækkehus, og Erling begynder at besøge hende. Med kirsebærvin på bordet lykkes det ham langsomt at få hende til at fortælle om et liv, hun hidtil stort set har tiet om. Det, der begynder som samtaler mellem en voksen søn og hans mor, bliver til en fortælling om en familie og en fortid, som der aldrig rigtigt er blevet spurgt ind til.

Historien rækker tilbage til før Første Verdenskrig og til Erlings tyske mormor, og Oma og Opa i Hamborg. Vi følger familien gennem to verdenskrige og ind i tilværelsen som dansk-tysk familie i grænselandet. Det er en historie om kvindeliv, klasseskel og tilhørsforhold, men også om skam og tavshed. Og om Doddys fascination af nazismen som helt ung, hvor hun blandt andet møder Joseph Goebbels. Et møde, der på mange måder bliver skelsættende, dog måske ikke helt, som man kunne have forestillet sig det.

Hvor faren har fyldt meget i Jepsens tidligere romaner, får vi her morens historie. Doddy skildres som en kærlig mor og opofrende hustru, men som ung også naiv og let at forføre. Hendes fascination af nazismen kan være vanskelig at forstå, men Jepsen gør hende aldrig til en karikatur. Han forsøger i stedet at forstå og fremstille hende som det menneske, hun var, med både svagheder, modsætninger og længsler.

Det er også her, romanen adskiller sig fra meget af det, man forbinder med Jepsen. Der er skruet ned for humoren, og det er på mange måder en nedtonet Jepsen, der er på spil i denne roman, men alvoren klæder ham. Rammen er enkel: sønnen, moren, samtalerne, kirsebærvinen og de mange besøg i Sønderjylland. Herfra folder den store familiehistorie sig ud, som ikke kun er historien om Jepsens familie, men også en litterær skildring af sønderjysk historie, som man nærmest kun finder den hos Erling Jepsen.

Min mor og Doktor Goebbels er ligeledes en roman om ophav og om behovet for at forstå, hvor man kommer fra, også når sandheden er ubehagelig. Om skam, tavshed og de historier, der bliver fortiet, men alligevel bliver ved med at sætte spor. Men først og fremmest er det et nært og nuanceret portræt af en mor, som sønnen først sent begynder at forstå.

Erling Jepsen har med Min mor og Doktor Goebbels skrevet en fremragende roman. En mere afdæmpet og personlig Jepsen træder frem, omend humoren lurer lige under overfladen, men det stilistiske skifte klæder ham. Og efter sidste side sidder man tilbage med følelsen af, at der stadig er mere at fortælle. Mere vil have mere. Kunne man måske være så heldig, at der kommer en fortsættelse?

Erling Jepsen: Min mor og Doktor Goebbels, Gyldendal, August 2026, 300 sider