Tennisdigte af Maja Lucas gør præcis, hvad titlen lover: Den handler om tennis. Men den handler også om alt det, der gemmer sig omkring sporten – glæden, konkurrencen, frustrationen, begæret og den særlige følelse af at være opslugt af noget, der for udenforstående kan virke helt uforståeligt.

Noget af det, jeg læser litteratur for, er at få indblik i andre menneskers liv og erfaringer. På den måde lykkes Tennisdigte virkelig godt. Digtene viser, hvad det vil sige at blive grebet af en sportsgren, og hvordan den kan blive et holdepunkt, et frirum og næsten en afhængighed. Selvom tennis er en sport, vi jævnligt ser på tv, kommer vi her tættere på kulturen, fællesskabet og de følelser, der udspiller sig uden for kameraets blik.

Som tidligere håndboldspiller på eliteplan kunne jeg genkende meget af det, Lucas beskriver – ikke fordi det handler om håndbold, men fordi det handler om sport. Om den særlige motivation, disciplin og glæde, der kan fylde hele ens liv, og om sporten som et afbræk fra alt det andet, livet også rummer. Jeg tror, mange, der aldrig selv har været en del af et sportsfællesskab, vil blive overraskede over, hvor stor en rolle det kan spille.

Digtene kredser også om klubbens sociale liv. Her er kønnede forskelle – som den skarpe observation om, at herrefinalen spilles inden klubfesten, mens damefinalen må vente til dagen efter – men også flirt, begær og de relationer, der opstår omkring sporten. Det giver samlingen flere lag end blot beskrivelser af en tenniskamp.

Samtidig er der noget bevidst hverdagsagtigt over projektet. Digtene er ikke storladne eller særligt komplekse, og til tider kan de næsten virke banale. Men måske er det også en del af pointen. De forsøger ikke at gøre sporten til et symbol på noget større – de tager den alvorligt, netop som den er.

Det er en anderledes idé at skrive en hel digtsamling om tennis, og alene derfor vækker Tennisdigte nysgerrighed. For mig lever den op til sit eget projekt og giver et fint indblik i sportens særlige univers. Det bliver nok ikke den mest mindeværdige læseoplevelse, jeg kommer til at have, men det behøver alle bøger heller ikke være. Nogle gange er det nok, at en bog åbner døren til en verden, man går lidt klogere fra, end da man trådte ind.

Maja Lucas, Tennisdigte, Gyldendal, 126 sider, april 2026