Æblet falder ikke altid langt fra stammen. Knudemænd har en tendens til at få knudesønner, og mennesker der vokser op på øer får engang imellem økuller.

Cal fik ellers chancen. Han voksede op som enebarn på øen Harris som er en del af Hebriderne. Her lever man fattigt, nøjsomt og i urokkelig (og streng) tro på Gud, i små samfund hvor der er flere får end mennesker.

Men Cal fik som sagt chancen til at tage en uddannelse på fastlandet, men vi er i Skotland i begyndelsen af 90’erne, og Cal formår ikke at veksle sin uddannelse til succes – tværtimod drikker han for meget, er arbejdsløs, hjemløs og, nå ja, så er han homoseksuel. Ingen af delene kan han fortælle familien hjemme på øen.

Da hans mormor bliver syg, bliver han nødt til at tage hjem for at besøge hende. Hjemme venter knudefar, en mistænkelig frisk mormor og et samfund, der ikke er helt klar til at slagte fedekalven for den hjemvendte søn. Der venter også naboens datter, som alle har forventet vil gifte sig med Cal, og barndomskammeraten der beviser at man skam ikke behøver forlade øen for at gå i hundene.

John søn af John er en roman om forblæste sjæle og deres hemmeligheder. Det handler om et samfund, der véd at det er ved at blive glemt af historien, men som ikke kan eller vil stille noget op mod nye tider – såsom unge mænd med langt hår, unge piger der selv vil bestemme over deres liv og rige mennesker fra fastlandet.

Det er Douglas Stuarts tredje roman, og ligesom de øvrige har den ung, homoseksuel mand fra fattige kår som hovedperson. Her er scenen dog flyttet til de smukke, vindblæste og isolerede Hebrider, og det sætter rammen for en virkelig god bog om hjemkomst, om familie og om alle de hemmeligheder, vi tror vi kan skjule for dem vi elsker.

Douglas Stuart: John søn af John. 454 sider, Politikens Forlag. Oversat af Signe Lyng, udkom 21. maj 2026