Gæsteanmeldelse af forfatter Anna Skyggebjerg

Jeg begyndte at læse Therese Bohmans “Sandhedsbjerget” en eftermiddag. Om aftenen skulle jeg til koncert, og jeg kom da afsted, men jeg gik i pausen, for jeg ville hjem at læse. Behøver jeg næsten at sige mere? Det er den slags roman, “Sandhedsbjerget” er: Ikke til at lægge fra sig.

Påskenat i 1989 tager Hannas storebror, Erik, med nogle venner ud til grotten ved Sandhedsbjerget. Rygtet vil vide, at man kan forsvinde ind i bjerget og blive der. Og Erik kommer aldrig hjem. “Sandhedsbjerget” beskriver det liv, Hanna får på den anden side af tragedien med sine forældre, der er forstenede af sorg, og med skylden over, at være den, der fik lov at leve:

“Det føltes som om det var blevet pålagt mig at leve på en sådan måde at der blev opnået retfærdighed, så mit liv på en eller anden måde ville opveje for at Erik aldrig nåede at blive voksen. Det var en lammende tanke. Intet jeg gjorde, ville kunne kompensere for det.”

Romanen handler derfor om at forsøge at forlige sig med en opvækst og en skæbne. Den handler også om Hannas venskab med Marcus, fra de to går i folkeskolen sammen til livet fører dem i forskellige retninger. Marcus som akademiker og Hanna som den billedkunstner, der hele vejen i gennem er dygtig, men først får sit gennembrud, da hun gør tabet af Erik til et tema i sin kunst. Men må man det? Må man profitere af sådan en sorg? Må man bruge den som et trumfkort?

Bohman skriver fantastisk. Sproget er enkelt og klart, også når det er poetisk, og hun er fabelagtig til at fremskrive barndommen i en lille svensk by i 1980’erne, komplet med kassettebånd, Anders And-bøger og lyden af snebær og natgammel is på vandpytter, der brydes under støvlerne.

Therese Bohman, Sandhedsbjerget, 238 sider, Maj 2026, Turbine.