Ruslands storskalainvasion af Ukraine 24. februar 2022 var en brat opvågen. Der havde godt nok været kampe i Ukraine siden 2014, men det var ikke rigtig noget nogen uden for Ukraine rigtig tog notits af.

Den 24. februar blev en skelsættende dato, både for Vestens forståelse af hvad Rusland faktisk var i stand til (og i øvrigt så alligevel ikke var i stand til), men naturligvis mest i Ukraine selv. Millioner blev drevet på flugt, civile og soldater blev dræbt i hobetal og her mere end 4,5 år senere raser krigen stadig.

Invasionen satte gang i tankerne hos mange ukrainere, og det er noget at dette som Artem Chapeyes meget fine og tankevækkende lille bog om livet som soldat i Ukraine handler om. Chapeye selv er uddannet filosof, familiefar og erklæret feminist og pacifist. Men dén februardag blev han tvunget til at tage et valg. Ville han melde sig til hæren og kæmpe for sin familie, sin frihed og sit land? Eller ville han forsøge at komme igennem krigen under bekvemmelighedsflag, som flygtning i udlandet eller ved at forsøge at unddrage sig mobilisering?

Chapeye valgte at melde sig frivilligt, ligesom så mange andre tapre ukrainere. Hans familie kom i sikkerhed i udlandet, og så valgte han at melde sig frivilligt. Det var ikke kun en farefuld, ny hverdag. Det ændrede også hans forestillingsverden. For hvordan er man feminist, når det hovedsageligt er kvinderne der flygter med børnene, mens mændene må kæmpe? Hvordan er man pacifist i en tid, hvor pacifisme er det samme som overgivelse, og hvor fjenden ikke bare truer ens land, men også ens familie og liv og frihed? Hvad blev der af de venstreorienterede idealer, når først bomberne falder?

Forcen ved Chapeyes lille bog er, at han inviterer læseren med ind i dilemmaerne hos en ukrainsk intellektuel i trøjen. Han føler vreden og hadet mod russerne, men også over for de ukrainere, der mere eller mindre lovligt undslår sig militærtjeneste og i bogstaveligste forstand lader andre tage kuglerne for dem, mens lever livet langt fra fronten.

Ikke født til krig er let at spejle sig i, for hvad ville man selv gøre, hvis det var vores land der blev angrebet? Hvad skulle man have gjort, hvis man havde levet under anden verdenskrig – og hvad gør krigen ved os, når de højstemte tanker bliver til blod og død?

Det er kun 138 sider, og de er lette at læse – men svære at glemme. En bog ikke kun til og om tiden, men om tvivlen og idealerne og brutaliteten i kampen mod mørket. Nu og før.

Artem Chapeye: Ikke født til krig. 138 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Valentyna Shapovalova, udkommer 29. september 2026