Anders & Anette de la Motte: Mord under solen – Intrige i Amalfi
Italienske lækkerier, familieintriger og et mystisk dødsfald, så har du opskriften på en god puslespilskrimi.
Svenske Hugo Lind er blevet forelsket i Italien, og han har også, selvom han ikke helt vil indrømme det, et godt øje til rejselederen Lara Belmonte, derfor har han valgt at forlænge sit ophold. Han håber på at kunne få skrevet den bog, som han drømmer om at skrive, men da Belmonte Travels mangler en buschauffør springer Hugo til. Så det er med Hugo bag rattet, at Lara henter de eksklusive gæster fra Byhléns Konfektyr, en familieejet virksomhed med patriarken Gottfrid Byhlén i spidsen omgivet af sit harem af børn, bonusbarn, kone, eks-kone og det løse.
Gottfried Byhlén har valgt at træde tilbage, så der skal nu findes en ny arvtager, så alle som en forsøger de svenske gæster at gøre deres hoser grønne hos den ældre herre. Gottfried Byhlén har arrangeret en spændende tur rundt på Amalfikysten, hvor der blandt spændende og velsmagende kulinariske oplevelser, selvfølgelig også dukker slanger op i paradiset. Pludselig bliver der vendt op og ned på alt, hvad folk troede, de vidste. Hemmeligheder og intriger vælter ud af kufferterne, og gammelt had viser sit grimme ansigt. Lara og Hugo forsøger at finde hoved og hale i familierelationerne, de lægger ører til hemmeligheder, og de fornemmer, at der ulmer oprørte vande lige under overfladen. Da en af gæsterne så findes død i en liggestol ved poolen, går den store jagt på at finde morderen i gang.
Intrige i Amalfi er en rigtig hyggelig puslespilskrimi, hvor man som læser inviteres med ind i maskinrummet, hvor man æder af de lunser, som gives én, og man gætter med på, hvem moderen kan være. Hvem har mest at miste? Hvem har mest at vinde? Og hvem har det i sig at tage livet af en anden?
Som det også var tilfældet med første bind i forfatterparrets serie Mord i solen, er man i godt selskab, når man vender den ene side efter den anden sammen med Hugo og Lara. De er bare hyggelige at være i selskab med, og dertil så bliver man enormt lækkersulten under læsningen, da de besøger yderst lækre restauranter og citronlunde.
Mon ikke der kommer en bog mere i serien med Hugo og Lara, for de er nu et yderst umage detektivpar, som det er skønt at være sammen med, og det er rart en gang imellem at drømme sig væk til varmere himmelstrøg, også selvom der sker mystiske dødsfald.
Anders & Anette de la Motte, Mord under solen – Intrige i Amalfi, oversat af Louise Urth Olsen, Modtryk, 2026, 400 Sider.
