Antonio Scurati: M. Søn af et århundrede
Den lange march mod fascisme. Man kan ikke gå ind på et bibliotek eller i en boghandel uden at få kastet bøger om nazismen i nakken. Der er en del længere mellem bøgerne om fascismen i Italien, for slet ikke at tale om bøger om hvordan Italien på ganske få år gik fra at være et demokratisk kongedømme på den sejrende side af 1. verdenskrig og til at være sunket ned i et diktatur.
Scuratis roman ”M. Søn af et århundrede” åbner denne periode op for danske læsere, og det er absolut relevant i vor tid. M er naturligvis Mussolini, smedens søn fra norditalien, der som ung var socialist men som blev smidt ud af socialistpartiet fordi han aktivt støttede – og meldte sig frivilligt til – Italiens indtræden i første verdenskrig.
Selvom Italien var en del af de allierede, var frustrationerne efter krigen alligevel enorm i landet. 600.000 italienske mænd havde givet livet i en krig, hvor italienerne havde tabt flere slag end de havde vundet, og Versaillesfreden gav ikke de landområder på Balkan til Italien, som man havde sat næsen op efter og som man mente var italiensksindede.
Det var denne utilfredshed blandt voldsparate og -vandte unge mænd samt enorm ulighed, frustration og manglende fremtidsmuligheder, som Mussolini greb og gjorde til en ny bevægelse: fascismen. Det endte… ikke godt.
M. Søn af et århundrede er første bind i en serie på 4, og dækker årene fra krigens afslutning til 1924, og dermed altså de første år af Mussolinis magtovertagelse. Det er en roman, der vrimler af et utal af historiske personer og begivenheder, og det lykkes at give læseren fornemmelsen af det enorme kaos, der prægede perioden – og ikke mindst de demokratiske politikeres fuldkomne handlingslammelse.
Til gengæld føler jeg egentlig ikke, at jeg har fået en større indsigt i Mussolini som person, og det er meget svært for mig at hitte rede i de mange forskellige personer der dukker op på siderne og hastigt forsvinder igen. 700 sider er meget for en roman, og man skal virkelig holde tungen lige i munden for at læse med her.
Antonio Scurati: M. Søn af et århundrede. 763 sider, Grønningen. Oversat af Lorens Juul Madsen, udkom 20. august 2026
