En 13-årig pige, Barbara, forsvinder fra en sommerlejr i staten New York i 1975. Hun er datter af den stenrige Van Laar-familie, der ejer sommerlejren og jord i området. I 1961 skete noget tilsvarende, hvor en dreng forsvandt. Og han var hendes lillebror. Så er scenen sat, for det der ligner en spændende gåde og kalder på et grundigt opklaringsarbejde. For Barbaras forsvinden fører selvfølgelig til fornyet interesse for lillebrorens forsvinden, og hvordan det blev grebet an i starten af 60’erne.

Lejropholdet er hård kost for mange af børnene. Man er afsted fra sin familie i næsten to måneder, hvor man skal lære at klare sig selv og bliver udsat for noget, der mest af alt ligner øvelser i at overleve. Det er ud i den ufremkommelige skov, byg shelter, slagt egern og find noget at drikke. Godt nok bliver der holdt øje med børnene af en erfaren voksen, men man fornemmer tydeligt, hvor meget der reelt er på spil.

Lejrens leder, Tessie Jo Hewitt, står splittet mellem børn, personale og Van Laar-familien, som har magten over det lille samfund, som lejren udgør. Hun må konstant indrette sig, finde genveje og sørge for de mange børn og andre ledere. Der er noget mystisk over hende, og det viser sig da også, at hun har hemmeligheder. Det er hun bestemt ikke alene om, finder man ud af, efterhånden som man kommer tættere på romanens personer.

Alice Van Laar er en anden stærk karakter i fortællingen. Hun er de to børns mor, og bærer på en enorm sorg over den forsvundne søn. Omgivelserne forventer, at hun begraver sin sorg, at sønnen ikke nævnes, men alt dukker op igen, nu hvor hun skal gennemleve et nyt mareridt. Det er kraftfuldt beskrevet

Man følger politiets arbejde, og der er mistænkte i sigte, uden dog at det virker helt overbevisende, at opklaringen står lige om hjørnet. Slutningen er elegant og godt tænkt, og for undertegnede kom den som en overraskelse.

Der er masser af svigt, skyld og frygt i bogen, hvor man springer rundt i forskellige handlingsspor og forskellige årtier. Her lærer man et stort persongalleri at kende, og man skal holde tungen lige i munden for ikke at miste overblikket. Og her er vi ved romanens problem. Den er simpelthen for lang.

Her følger ”Stemmer i skoven” en generel amerikansk tendens. Tilsyneladende synes amerikanske læsere, at man får mest for pengene, når man står med en god tyk bog i hånden. Måske ser det også ekstra godt ud med høje stabler i boghandlernes vinduer. Bogen havde klart vundet ved en strammere redigering, som snildt kunne have skåret i hvert fald hundrede sider væk.

Liz Moore: ”Stemmerne fra skoven”. Cicero. 536 sider, oversat af Brian Christensen. Marts 2026