Anette Hinrichs: Grænsemordene 1 – Døden på stranden
Da to unge drenge flyver med drone ved Flensborg fjord, opsnapper dronens kamera billeder af tøj og en kvinde i vandkanten. Det fund sætter gang i den helt store efterforskning. Hvem er kvinden? Hvorfor skulle hun dø? Og hvad ligger ellers og lurer under overfladen i den ellers helt hyggelige og rolige ferieby Kollund tæt ved grænsen?
En midlertidig fælles politienhed med politifolk fra både Tyskland og Danmark oprettes med kontor i Padborg, da efterforskningen trækker tråde til begge lande. De to efterforskere Vibeke Boisen og Rasmus Nyborg skal nu sammen lede slagets gang, så de skyldige kan findes. Efterforskningen gør det klart, at mange familier har hemmeligheder, og at ikke alt er så fint og poleret, som det ellers er ud til på overfladen. Hvordan hænger gamle forsvindingsager, et speditørfirma og en succesfuld politiker pludselig sammen?
Samtidig med efterforskningen får vi også et indblik i, hvorfor de to efterforskere, som ellers har været meget succesrige i deres tidligere jobs, pludselig er at finde i henholdsvis Flensborg og Esbjerg. Det er også helt hyggeligt at opleve, hvor store og små forskellene er mellem den tyske og den danske tilgang til tingene. Det kommer klart til udtryk i den relation, som opstår mellem Vibeke Boisen og Rasmus Nygaard, hvor den ene kører tingene efter bogen, mens det anden er lidt mere afslappet og impulsiv. Det kan slå gnister, men det kan også frembringe det bedste i begge personer.
Døden på standen er en rigtig feriebog, hvor siderne vender sig selv. Romanen er første bind i en serie på tre krimier, som alle har grænselandet med dets forskelle og ligheder som udgangspunkt. Meget af handlingen foregår i Danmark, men forfatteren er tysk, så det er sjovt at se, hvordan vægtningen af ting er anderledes, end det nok ville være, hvis det var set ud fra en danskers perspektiv.
Døden på stranden blev læst på en dag, og jeg har allerede kastet mig over bind to, så er du til hyggekrimi, en god historie til standen eller til en regnvejrsdag, så er det bare at finde passet frem og tage en tur til grænselandet.
Anette Hinrichs, Grænsemordene 1 – Døden på stranden, oversat/bearbejdet af Lars Onslev, Nuanxed, Cicero, Gyldendal, 2026, 316 sider.
